Bente Clods bøger mm.

Kyssekraft – udvidelse af erozonen – Bente Clods nye erotiske novellesamling. Forlaget Tiderne Skifter, 2016.
Pixi Perfekt – Bente Clods seneste roman. Høst & Søn, 2012.
Body Tactics – Fortsættelse til Body Effex, som fortæller mere om Ursula, der drømmer om en karriere som makeup artist. Hun vender hjem fra London som vinder af en bodypaint-konkurernce og med sin første rigtige kæreste i hånden. Høst & Søn, 2008.
Body Effex – Roman om drømme, tiltrækning og den gådefulde kærlighed, Høst & Søn, 2006. Oversat til norsk (Omnipax forlag).
På min vulkan – Digte af Emily Dickinson (USA, 1830-1886), udvalgt og oversat af Bente Clod. Forlaget Tiderne Skifter, 2005.
Smagen af dig – Erotiske noveller. Forlaget Tiderne Skifter, 2003.
Himmelfald* – Roman, 3. bind om Taber-Tilde. Høst & Søn, 2002.
I vilden sky* – Roman, 2. bind om Taber-Tilde. Høst & Søn, 2001.
Englekraft* – Roman om Taber-Tilde. Høst & Søn, 2000.
Skriv en film – Førstehjælp for den, der skriver manuskript til en film-, tv- eller videoproduktion. Også velegnet til romanforfattere. Forlaget SKRIV, 1998.
Ex hibition – Erotiske noveller på engelsk. Stokrose Forlag, 1997.
Cirklens hemmelighed – Skuespil om lyrikeren Emily Dickinson. Kaleidoskopteatret, 1997.
Gul engel – Novellesamling om at holde af, holde oppe og holde nede. Gyldendal, 1990.
Skriv – en bog om at skrive – Lærebog om at skrive. Hans Reitzels Forlag, 1987. Svensk oversættelse: Alfabeta Bokförlag, 1989. Norsk: Emilia Press, 1992. Udkommet i to danske oplag, fire svenske og foreløbig et norsk. Udsolgt fra Reitzels Forlag siden foråret 2002, men udkom igen i ny revideret udgave 10. oktober 2003.
Solen i øjnene – Digtsamling. Bog nr. 10 på forfatterens 10 årsjubilæumsdag. Gyldendal, 1986.
80 år i bevægelse – Et festskrift til forfatterens far, Danmarks ældste græsrod, på hans 80 årsdag. Datterselskabet, 1984.
Røde tråde – Tv-spil om at være kvindelig kunstner. Instruktion: Li Vilstrup, musik: Anne Linnet. DR-tv, 1983.
Vent til du hører mig le – Roman om familien Larsen gennem tre generationer. Gyldendal, 1983.
Imellem os – Digtsamling. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Udgivet i Lyrikbogklubben, Gyldendal, 1981.
Karen – Novellefilm efter novellen af samme navn i Undervejs. Fotograferet af Ulla Boje Rasmussen og instrueret af Kaspar Schyberg som hans afgangsprojekt på instruktøruddannelsen. DR-tv tilkendegav interesse, men antog alligevel ikke filmen. Vist i Filmhuset, København, i en kavalkade over de bedste afgangsfilm, 1998. Den Danske Filmskole, 1981.
Närkamper – Tekster fra de første fire forfatterår. Digte artikler og prosa, en del fra Undervejs og Opbrud. Svensk antologi, udvalgt specielt til svenske læsere. H & Å, 1980. Udsolgt fra forlaget.
Syv sind – Kan læses som fiktiv fortsættelse af Brud. Gyldendal, 1980. Norsk oversættelse: Tiden Norsk Forlag, 1980. Svensk: H & Å, 1980. Tysk: Medea Verlag, 1982.
Undervejs – En mellembog undervejs mellem to stationer. Prosa og digte. Gyldendal, 1978.
Opbrud – Digtsamling. Trykt i tre oplag. Første udgivelse på det kollektive forlag Kvindetryk, som også var en forening med skrivende medlemmer, der dannede lokale skrivegrupper over hele landet. Kvindetryk, 1978.
Kvinder må aldrig mere tabe hinanden af syne! – Antologi med tekster af, for og om kvinder, Forum Forlag, 1977.
Brud – Selvbiografisk roman. Portræt af en udvikling fra kvindelig bevidsthed til kvindebevidsthed. Gyldendal, 1977. Norsk oversættelse: Tiden Norsk Forlag, 1978. Svensk: Prisma, 1978. Islandsk: Idunn, 1979. Finsk: Kirjayhtymä, 1980.
Det autoriserede danske samleje og andre nærkampe – Artikler, digte og prosa om kvindekamp og kønsroller. Gyldendal, 1976. Norsk oversættelse: Pax Forlag, 1977.

*
Englekraft-trilogien modtog Kulturministeriets Børnebogspris 2002, er oversat til norsk (på Omnipax forlag) og solgt i 2007 til filmatisering i Norge af Maipo Filmselskab, der også har lavet Elling-filmene.

Kyssekraft – udvidelse af erozonen

De erotiske noveller i Kyssekraft er Bente Clods modsvar til tidens puritanske og kommercielle syn på erotik og sex. Det er en samling våde og vilde historier, der giver fanden i alle konventionelle forestillinger om sex. På tværs af alder, køn og landegrænser åbnes sluserne. Det er ikke reality-tv, det er ægte varmeudvikling hjemme på teenagerens værelse, på et græsk hotel og ved kobberbryllypsfesten. Det tager fart højt over manegen i et cirkustelt, i Pantomimeteatret, i støvede fløjlsgardiner og et rum fuldt af vinger, i en skibskøje med for lidt plads og en dyr seng med god plads, hvor en mobiltelefon laver hemmelige optagelser. Der er fart og kulør på kyssekraften. Kyssekraft er oplagt højtlæsning på sengekanten.
Kyssekraft udkom den 24. oktober 2016 på Forlaget Tiderne Skifter.

Uddrag af Kyssekraft

Jeg kender ikke hans navn. Jeg kender ikke navnet på nogen af dem. Forleden kom der en sms fra en Lars, der sagde tak for sidst og skal vi snart ses igen. Jeg aner ikke, hvem han er. Om det er ham, jeg havde sex med bag ved baren, mens bartenderen drak sig fuld. Eller ham, jeg kneppede en tidlig morgen ude på Bellevue Strand. Bare jeg har sex, så er omstændighederne ikke så vigtige.
Da Capo, Kyssekraft

Anmelderne om Kyssekraft

Maria Sjøblom, Bibliotekernes lektørudtalelse:

Saftige, erotiske noveller, som beskriver lyst og sex på tværs af køn, alder og Landegrænser. For alle læsere af erotisk litteratur og især dem, som gerne vil have mere erotisk indhold end blot Mr. Grey og rige, smukke mennesker.
Læs hele Maria Sjøbloms vurdering af Kyssekraft.

Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet, 19. november 2016:

Hjertevarm erotik
★ ★ ★ ★
★ ★
Efter E.L. James lancerede sin husmor-erotik med Fifty Shades of Grey, har det ikke skortet på efterligninger og opgør. Sidstnævnte gør Bente Clod sig i med Kyssekraft – udvidelse af erozonen. En samling erotiske noveller, hvor stereotype kønsroller får sparket. Her kopuleres på kryds og tværs. Kvinder tager styringen. Søskende elsker. En mand med en pik så stor som Gud snitter sig selv i skridtet, så han kan bløde som en kvinde, og en spirende lesbisk seksualitet forløses. Der er vuggende seniorsex og usikre teenagehjerter. Bente Clods mange og fine historier er bedst, når hendes menneskelige blik tager styringen. For sagen er, at det er forbandet svært at skrive om sex. Det er så nemt at plastre lagengymnastikken til med eksplosioner, sol, måne og stjerner, og det gør Clod desværre også. Men når hun fortæller sine ofte overraskende historier med personer af kød og blod, er det godt og befriende hjertevarmt.

Artikel om erotica-genren

af Bente Clod
Hvordan kan det skrives, hvad skal det hedde?


Pixi Perfekt

Pixi er 17 år og har ingen fremtid. Brysterne er alt for små, og det mellem benene er helt forkert. Hun vil aldrig kunne lade nogen komme tæt på sig. Og da slet ikke Eskil fra parallelklassen. Afrikanske Isabella siger, at Pixi skal være glad for den krop, hun har, men hvad ved hun om det? Og hvad er det egentlig, Isabellas farverige mor hjælper kvinderne med, når de kommer i hendes lejlighed på Nørrebro? Pixi surfer ind og ud af intimkirurgien og følger debatten mellem piger, der får nye bryster og fjernet skammen forneden. Pixi er overbevist om, at det er vejen frem. Livet begynder først efter den operation. Hun vil være Pixi Perfekt.
Pixi Perfekt udkom den 11. oktober 2012 på Høst & Søn.

Artikel om intimkirurgi

af Bente Clod
Snittet i skridtet

Anmelderne om Pixi Perfekt

Fra Unge læser med Rosinante&Co af Pernille Kjær Stenstrøm, bogansvarlig i Magasin i Odense:

Så er PIXI PERFEKT læst. Rigtig god ungdomsbog. PIXI har det nok som rigtig mange unge piger. Hun tror ikke hun er god nok, ser ikke godt nok ud, har for små bryster og er nok ikke den der er nogen drenge der vil kigge efter. Hun modnes og hun har nogen rigtig gode venner. Heldigvis skal der både penge og mod til at opfylde hendes drømme, og det har hun ikke. Med tiden og hjælp fra vennerne lærer hun at tro på at hun måske er god nok som hun er skabt, eller hun vil i hvert tilfælde lige se tiden an. Denne bog kan mange lære noget af – LÆS DEN :)

Lærerværelset:

Bente Clod har skrevet en vigtig socialrealistisk bog. En bog, det er oplagt at inddrage i undervisningen i de ældste klasser, da der er masser af stof til diskussion og samtale om ungdomsliv, idealer, selvværd m.m. I en verden, hvor det er blevet helt almindeligt at få opereret sine bryster, hvis man ikke lige er tilfreds med størrelsen, at botex behandlinger er en selvfølgelighed og kropsbehåring et no go, kan pigerne meget nemt og i en meget tidlig alder opleve et pres, de måske ikke helt kan håndtere og det kan derfor være rigtig godt og vigtigt, at få den slags diskussioner i klasserummet også med drengene, som måske slet ikke har det kvindeideal, som pigerne går og tror.

Peter Kock Henrichsen fra Kultur for Unge:

Det er altså virkelig skønt, at ikke kun Bente Clod var modig nok til at skrive den, men at I også var modige nok til at bakke den op. En super vigtig samtidsbog for de unge! Den kan jeg juble længe over, for der er virkelig langt imellem danske, socialrealistiske ungdomsromaner, der tør det her. (…) Bente Clods Pixi perfekt er den modigste ungdomsbog i flere år. Den er ubetinget på pigernes side, og den er på en befriende ligefrem måde med til at fjerne endnu et tabu fra den danske ungdomslitteratur.
Læs mere på Kultur for Unge.

Merete Trap, Lektør, uge 45:

Velskrevet og interessant bog om at være ung og mangle selvtillid. Passer godt ind i tidens problematikker om groteske skønhedsidealer og unge pigers reaktion herpå.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 4. februar 2013:

En velskrevet ungdomsroman om et aktuelt emne, som optager mange unge piger.

Anette Grønholt Andersen, Børn & Bøger:

Skønhedsidealer, som er urealistiske og måske sætter dagsordenen for unge pigers forventning til sig selv sættes på en god og forståelig måde til debat. (…) Pixi Perfekt er velskrevet og kan anbefales til målgruppen – unge piger.

Køb Pixi Perfekt her


Body Tactics

Min kusine er bange nu. Rigtig bange. Hun rykker baglæns mod sengen. Jeg siger det ikke til nogen, fortsætter jeg. Men du skal holde dig fra de tøser, de er bad company. Det er kun et spørgsmål om tid, før I bliver anholdt hele bundtet.

Body Tactics er en fortsættelse til Body Effex og fortæller mere om Ursula, der drømmer om en karriere som makeup artist. Hun vender hjem fra London som vinder af en bodypaint-konkurernce, og med sin første rigtige kæreste i hånden. Hjem­me venter familien, der har svært ved helt at acceptere, at Ursula har forelsket sig i en pige. Hjemme venter også Patricia og hendes hardcore pigebande, der mener, at Ursula skylder dem penge. Bente Clod har endnu en gang skrevet en fængende roman, der rammer lige i mellemgulvet med sine direkte skildringer af et nutidigt og turbulent ungdomsliv.
Den første bog om Ursula, Body Effex, udkom i 2006. Den var no­mi­ne­ret til Orla-prisen for bedste ungdomsbog og fik bl.a. disse ord med på vejen af fagbladet Folkeskolens anmelder Sofia Esmann Busch:

Body Effex er Fucking Åmål på dansk. Romanen er en bog om piger, der er til piger, men drengene kan og bør også læse den, for Bente Clod har med Body Effex skrevet en alle tiders roman, som bør få hovedværksstatus i folkeskolen. Den besidder en god litterær såvel som sproglig kvalitet.

Body Tactics udkom den 6. november 2008 på Høst & Søn.

Anmelderne om Body Tactics

Steffen Larsen, Politiken, 13. december 2008:

Kærlighed gør glad
Glæden åbner Body Tactics, der er en fortsættelse af Body Effex (fra 2006). Og forelskelse er Bente Clods speciale. Hun kan skrive så fuglelet og flammende om hjerter i brand. Hun gjorde det i trilogien om sanglærken Thilde fra Nansensgade, der indbragte hende Kulturministeriets Børnebogspris.

Birte Strandby, MetroXpress, 10. december 2008:

Den første kærlighed
Cecilie er Ursulas første rigtige kærlighed, og den altovervældende følelse forstyrres kun lidt af farens absolutte modstand mod forholdet … Det er en indfølende roman om en ung pige og hendes første forelskelse … Bente Clod har før valgt hovedpersoner, der ikke hørte til den brede mængde, og hendes talent for at være på forkant er vel en af de ting, der gør hendes bøger til en lidt anderledes læseoplevelse.

Mille Klemmensen, Out & About, december 2008:

Body Tactics
En vigtig og vellykket undomsskildring, der tør levere en næsten kvalmende happy ending, som er befriende dejlig i en genre, der har set alt for mange barberblade og overskårne håndled.

Uddrag af Body Tactics

Vi falder gennem luften. Lænet ind mod hinanden falder Cecilie og jeg i søvn, og vågner først, da Louise hiver i mig og siger, vi skal spænde sikkerhedsbæltet.
    Søvndrukne ser vi Kastrup komme nærmere, først land og vand, så huse, så træer og til sidst landingsbanen, der tager imod hjulenes bump. Cecilie giver min hånd et klem. Hvor længe har vi været i London? Ti dage? Tolv?
    Ti, siger Cecilie.
    Det føles som et helt liv. Et nyt liv.
I bagageudleveringen står vi og tripper. Endelig rumler alle mine indkøbte materialer til Johns Special Effectsværksted frem på båndet. Jeg læsser dem på et par vogne, og er lige ved at glemme min rygsæk, fordi jeg står og tjekker om al grejet er der, men min søster redder den og smækker den oven på læsset, før den kører en omgang til.
    Tag penslen frem, hvisker Louise.
    Jeg tager Den Gyldne Pensel op af håndtasken. Den er ikke helt så gylden længere, guldstøvet sidder på Cecilies og min krop, men det ved kun hun og jeg. Kurt og Gerda og Thomas og Louise og Cecilie hjælper med at trille alle de indkøbte sminkevarer igennem tolden.
TIL LYKKE MED FØRSTEPRISEN, URSULA! Står der på et stort rødt banner. En plakat med vinderfotoet af mig og Cecilie er sat på en stang, som John og Lotte holder højt i vejret sammen med firmabanneret fra BODY EFFEX. Jeg standser op, blændet. Hvordan har de fået fat i det? Cecilies fætter Bob må have sendt det. Og dér står far og mor ved siden af med dannebrogsflag.
    Lotte er i brudekjole med bittesmå blodige hjerter strøet ud over den hvide drøm. John er i kjole og hvidt, garanteret for første gang i sit liv. Også hans sorte sæt er overstrøet med de små glinsende hjerter. De slipper banner og plakat, farer hen og griber fat i mig og penslen og løfter den højt i vejret. Vi hopper rundt om hinanden. Jeg er ved at gå i knæ af fryd. Mor og far stråler, og kappes om at give tillykkeknus, John og Lotte rusker mig og dunker mig i ryggen.
    Er I blevet gift?! spørger jeg måbende.
    Nej, men det bliver vi, siger John og ser stolt på sin brud og stikker armen ind under hendes: Vi skulle lige prøve dragterne.
    Champagnen venter derhjemme, oplyser mor og giver mig en knuser af den store slags. De to forældrepar hilser hjerteligt på hinanden. Gerda og Kurt er med på at tage hjem til os, de har aftalt det hele på forhånd.
    Og jeg har stadig kun mine ældgamle, sorte læderbukser på med malerklatter og den slidte mørkerøde læderjakke over en krøllet turkis top, som Cecilies fætter Bob trak frem af min taske før den hektiske afgang fra hans hus i London, hvor vi var ved at sove over os. Hælen på min ene ruskindsstøvle er ved at gå løs, og pagehåret, der skulle ligge helt glat, er totalt uglet. Men det værste er, at jeg ikke nåede sminke af nogen art og har bumser i panden. Mor ser det naturligvis, jeg ved hun vil hjælpe mig alt, hvad hun kan, så snart der bliver et par minutter til overs. Lige nu stepper John og Lotte bare om ørerne på mig, så jeg må slippe Cecilies hånd. Hun skutter sig i sin gamle røde frakke og sigøjner møder pirat look. Væk er det elegante buksesæt fra London-diskoteket, væk er det opskrabede hår og hvide handsker. De store røde krøller bruser om hovedet på hende, så jeg må række en finger frem og fange hendes pegefinger for at kunne holde det hele ud. Strømmen sluttes, forbindelsen er genoprettet.
Vi triller de mange bagagevogne udenfor. Min far og Kurt insisterer på at losse alt det tunge materiale ind i Johns gamle folkevogn, så hans fine tøj ikke bliver krøllet. John ved ikke, hvilket ben han skal stå på, mens far bakser dunke og kasser ind i vognen. Den geniale taber, som mor kalder ham, har noget med far. Når han af og til kommer forbi os, er det egentlig mest for at snakke med far, fortælle ham hvordan det går og få et faderligt klap på skulderen.
Vi tumler ind i bilerne og kører hurtigt hjem til kartoffelrækkerne. Det virker pludselig så lille, som det ligger dér klemt inde blandt de andre små treetagers huse i Abildgårdsgade, mindre end Bobs rækkehus i Camden. Køkkenvinduet afslører mors festforberedelser: Der er laksemadder inde på spisebordet foran slagbænken, krabbesalat og små flag overalt på dugen. I midten en lagkage, hvor der er skrevet TIL LYKKE URSULA!
    Vi myldrer ind. Jeg glemmer alt om dækstift på bumserne. John folder banneret ud på gulvet. Det når helt ind i stuen.
    Jeg er fuldstændig overvældet. Det plejer at være Louises gode karakterer, vi fejrer. De har da været imponerede over at se fotos af de dragter og masker og look alikes, jeg har lavet i barakken ude i Frihavnen hos John, de har holdt til en hel del akryl og filmblod i køkkenvasken, men de har aldrig før fejret det som noget positivt. Måske kan det rokke lidt ved fars håb om at få mig til at gå i gymnasiet …
Min faster åbner døren med hektiske røde kinder og tandpastasmil. Hun er lyshåret ligesom far, og ikke meget højere end mig. Det har jeg fuldstændig glemt. Her er svaret på min dværghøjde. Mor og Louise er høje og mørke.
    Vi hilser overstrømmende, og Cecilie rækker blomsterne frem. En kvinde kommer til syne bag faster Karen, og hilser venligt.
    Betonlebben har en pæn cowboyjakke på over en lyserød bluse. Hun er vist pædagog, husker jeg vagt. De er faktisk ret feminine, konstaterer jeg lettet. Begge er i cowboybukser og pastelfarver. Vi tager overtøjet af i entréen.
    De viser den store lyse lejlighed frem: Dagligstuen med sofabord af glas foran fladskærmen, soveværelset helt i hvidt med en dobbeltseng af bambus, der får det til at kilde lidt i maven. Her ligger de hver nat. Fuldstændig som alle andre ægtepar i en dobbeltseng. Karen peger på en lukket dør i stuen med en plakat på af Heavy Metal:
    Annas værelse. Hun er desværre ikke hjemme.
    Vi veksler et blik. Det er Anna, jeg skal snakke med.
Hvornår sås vi egentlig sidst? kommer det fra Line. Var det ikke –
    Lillejuleaften for fire år siden, kommer det prompte fra Karen, idet hun rejser sig og henter et fotoalbum frem. Cecilie har pludselig fat i min mobil:
    Må jeg tage et billede af jer?
    Åh ja. Endelig. Bare Anna var her.
    Min elskede genner os sammen, og tager et gruppebillede med fotoalbumet i favnen på Karen. Hun tager os fra forskellige vinkler, besegler vores Hesselbergblod og vores to små tætte skikkelser sammen med Line, der er et hoved højere end os. Line tager et billede af Karen og Cecilie og mig. Så sætter vi os i sofaen og bøjer os over familiebillederne fra fødselsdagsfesten.
    Alle billederne med vores familie er der, lige fra vi var små og sås en gang om året til den lillejuleaften for fire år siden. Jeg får det dårligt allerede ved de første billeder af Anna som treårig. En rædselsslagen lille pige, der ser med skræk på Louise, som lige har hevet hende i håret. Under bordet har jeg lige boret en negl ned i et af hendes mange sår på benet. Hun ser så bange ud på alle billederne, at jeg næsten ikke kan holde det ud.
Jeg sætter tasken fra mig med hænder, der ryster ganske let foran Annas afvisende profil. Hun har sorte nedslidte armystøvler på, der sprækker foran, sort tanktop og sorte hullede spindelvævsstrømper under det korte skørt.
    Jeg vil gerne give dig en undskyldning fra mig og Louise. Vi var nogle møgunger dengang.
    Hun reagerer ikke, bliver ved med at læse titler på bøgerne, og fylde tasken.
    Jeg går lige om lidt. Men jeg vil godt vide, om det var derfor, du overfaldt mig den dag ude i skoven.
    Hun vender sig om med et ryk.
    Jeg mener det med den undskyldning, gentager jeg indtrængende. Vi kunne ikke se det dengang, Anna, men vi er meget flove over det i dag. Det er helt – helt – forståeligt, hvis du gerne ville have hævn.
    Min punkerkusine kniber øjnene i. Jeg bukker mig ned og tager æsken op af tasken, og vikler hurtigt det beskyttende lag af hovedet, som jeg holder frem mod Anna:
    Og så gik det ud over Lisette Kronhøj. Var du med til det, Anna?
    Min kusine er bange nu. Rigtig bange. Hun rykker baglæns mod sengen …

Jeg løber og løber. Kroppen værker af mangel på søvn og alt for mange løbeture, det flimrer for øjnene, jeg forestiller mig hele tiden, hvordan det er at blive tvunget ned i en kælder og blive udsat for samme behandling som Marie.
    Min søsters åndedræt lyder lige bag mig. Hun nægter at lade mig være alene, selvom jeg har svært ved at være sammen med nogen.
    Ursula! Stop! Tre gange rundt om søerne, det er nok!
    Nok. Hun har jo ikke kroppen fuld af skræk og adrenalin, der kører afsted med mig. Jeg gør mig fri af Louises hænder og storker op ad græsskråningen, op mod kartoffelrækkehusene, hjem i sikkerhed.
    Jeg går hele tiden i bad. Prøver at vaske oplevelsen af mig. Synet af den nøgne, blødende Marie med sit lange afklippede hår klistrende til kroppen. Den kvindelige betjent, der flåede sin jakke af og dækkede Marie til, før hun ringede efter ambulancen. Nadja og jeg stod hos hende og holdt hende i hånden, indtil ambulancen kom. Tørrede hendes ansigt så godt vi kunne, for tis og bræk. De havde skoddet en cigaret mod hendes kind. Jeg kan ikke klare synet af cigaretter. Eller sove.
    Louise falder ned på slagbænken i køkkenet og puster ud, mens jeg tømmer en liter juice. Hun prøver at hjælpe mig af med uroen, hjælpe mig med angsten, og følger mig hen til psykologen i morgen. Jeg var der også i går, det er fint at få det snakket igennem, men kroppen kan ikke glemme.
    Skal vi ikke løbe en tur mere, foreslår jeg.
    Louise stønner: Det må blive sammen med Nadja.

Køb Body Tactics her


Body Effex

Ursula vil være makeupartist, og er godt på vej. Hun arbejder tæt sammen med sidekammeraten Nadja fra 10. klassen, indtil det går op for hende, at hun er forelsket i Nadja og ikke orker at høre mere om venindens forskellige kærester.
Så dukker Cecilie op. Er Cecilie til piger eller drenge? Hvordan ved man, hvad man er til? Og hvordan ender Ursula i London til årets store BodyPaint-konkurrence, sammen med Cecilie?
En stærk fortælling om drømme, tiltrækning og den gådefulde kærlighed.
Body Effex udkom fredag den 27. oktober 2006 på Høst & Søn.
Romanen er indstillet til Orla-prisen

Anmelderne om Body Effex

Steffen Larsen, Politiken, 10. november 2006:

Når masken falder
Bag et panser af sminke titter pigen frem med en sikker hånd og et usikkert hjerte. Bente Clod selv har et fast greb om sin hovedperson. Hun bliver skrevet til live i jeg-form fuld af sårbarhed og power. Ursula er i slægt med sanglærken Thilde fra trilogien Englekraft, som indbragte forfatteren Kulturministeriets store pris i 2002. De giver ikke op.

Uddrag af Body Effex

Tågen driver gennem træerne i bølger, det må være svært for spillerne at få øje på hinanden.
    Jeg skutter mig og går ind i teltet, hvor resterne af det sorte stof og udstyret ligger på et campingbord. Om lidt skal jeg op til Hareskov station for at nå toget. Jeg pakker sminkeboksen sammen, og tæller hvor mange elverører og bukkehorn der er tilbage. Hører et drabeligt slag mellem en ork og en sortelv lige udenfor teltet. Orken mister sit sidste point og dør, sortelven triumferer og forsvinder.
    Så: Jeg lægger alle mine ting ned i alu-boksen, og smækker hjulene på. Afsminkningen må de selv klare. Jeg tager lommespejlet op, og tjekker facaden. Den er otte timer gammel, og ser også sådan ud. Jeg reparerer øjensminken, frisker læberne op.
    Det er koldere end da jeg tog hjemmefra. Jeg lyner jakken op, og går udenfor og ser mod det punkt, hvor der er en lysning mellem træerne. En krage skratter oppe fra de bladløse grene, der rækker ud af disen mod mig med krogede fingre. Den slagne orc går ind i teltet bag mig. Der er pludselig meget stille. De rødhvide plasticbånd, der blev spændt op om træerne da elvernes skov blev brændt ned, får området til at se ud som om der er sket en forbrydelse.
    Der er nogen tæt bag mig. Jeg hører det før jeg når at tænke. Vender mig om og skal til at spørge om de nu er færdige. Så går det op for mig at vi ikke skal snakke.
    Det er en ork der står foran mig. Den træder ud af tågen med kappen bølgende om skulderen, og trækker langsomt sit papsværd. Det grønne træder skarpt frem mod den grå dis omkring os. Masken dækker ansigtet helt, det er ikke en af de halvmasker jeg har givet dem. Håret er gemt under hætten. Han går et skridt nærmere, står helt tæt nu. For tæt.
    Jeg er ikke med i spillet, jeg har bare hjulpet med sminkningen, siger jeg irriteret, og vender mig væk fra den stridslystne ork.
    Så hænger der en dødvægt på min ryg. Sværdet er smidt, begge hænder folder sig fast i et kryds over mit bryst, med tag om mine overarme. Det her er ikke en spiller, og det er ikke en dreng, glimter det gennem mig, mens hendes greb får mig til at stivne. Hun dufter stærkt og fremmed. Nu glider benene ned på jorden og får fodfæste bag mig, men grebet er stadig fast. Den ene hånd griber fat om mit bryst. Med en nydende drillende tommelfinger. Jeg holder vejret. Hvad sker der.
    Så smækker jeg hovedet bagud, nikker en skalle lige ind i det maskerede ansigt. Hun gisper, slipper mig og tumler ned på jorden, tager sig til næsen hvor blodet flyder ud under masken, og det er ikke mit medbragte teaterblod.
    SPIL FORBI! råber en af arrangørerne, der fiser forbi i neongult regntøj, MELD JER I TELTET!
… Da jeg var tolv, besluttede jeg mig til at blive interessant i stedet for grim. Når man ikke er smuk, kan man prøve at gøre sig spændende. Jeg farvede håret i en ny farve hver uge, og begyndte at bruge make up. Mor sagde det var for tidligt, og nedlagde forbud. Så huggede jeg sminken og smurte mig ind bag en låst dør oppe på pigernes wc i skolen om morgenen. Da hun sagde, jeg ikke måtte farve håret, farvede jeg det grønt. Så bad jeg om at komme i erhvervspraktik i hendes salon. Det ændrede sagen. Da var jeg blevet tretten, og Nadja og alle de andre i klassen brugte også make up. Et par af de andre piger ville også gerne i praktik hos mor, hun blev mægtig populær. Jeg fortsatte med at spørge hende om alting, efter praktikugen, og kom hen i salonen efter skoletid og sad og kiggede og fik lov til at ordne negle på nogle af kunderne, eller vaske hår på dem der skulle klippes. I løbet af et par år havde mor lært mig alt hvad hun vidste om sminke, negle, hår og hudbehandling. Så gik jeg på nettet og fandt frem til Make Up-skolerne. Ringede og fik materiale om kurserne, selvom jeg kun var fjorten. En af dem på skolen nævnte at deres tidligere elev John Hansen ude i Frihavnen havde brug for noget hjælp i sit værksted, og gav mig hans telefonnummer.
Det ovale skilt over døren, BODY EFFEX hænger lidt skævt. Ikke ligefrem imponerende. Det der betyder noget for John og Lotte, er hvordan glasfiber ser ud når man udsætter det for forskellige temperaturer. Hvilket materiale man kan bøje i alle retninger uden at farven krakellerer. Hvor mange gange man kan udsætte en maling for fotoprojektører.
    John vandt Look Alike-konkurrencen i London for et par år siden med en Terminator-dragt. Kort tid efter opfandt han og Lotte de små syngende chokolademus i Anthon Bergs reklamefilm. Siden er det gået stærkt. I de perioder hvor der er opgaver, er vi alle tre i gang, så meget jeg kan ved siden af skolen. I de stille perioder rydder vi op og afprøver nye teknikker. Han er begejstret for mine afprøvninger af materialerne.
Far kalder John for en af de geniale tabere. Han var psykolog på en af de mange institutioner, John har afprøvet. Ingen skole kunne bruge drengen der bare tegnede og pjækkede og byggede små modeller. Han var uanbringelig. Alligevel opfandt han stædigt sine apparater og dimser, der virkede meningsløse. Indtil han mødte nogen fra filmbyen, der gik tilbage og fortalte om en dreng, der kunne affyre snefnug, så de dalede i en bestemt retning gennem luften, lave heldragter som ikke var for tunge at bevæge sig i, og små animerede figurer. En filminstruktør skulle bruge en zebra der kunne stejle og vrinske med en nathue i munden, til en reklamefilm for nattøj. Så fik John pludselig arbejde.
Der er dyb koncentration i den lille barak, da jeg åbner døren. John og Lotte sidder foran computeren sammen med en gæst. En lille tætbygget kvinde med citrongult strithår, der er blåt i bunden …

Køb Body Effex her


Emily Dickinson: På min vulkan

Digte i udvalg og oversættelse af Bente Clod

Hvem var Emily Dickinson? Svaret er enkelt: en af verdens største digtere. Dickinson (1830-1886) skrev lidenskabeligt om at være kvinde og digter, om kvinderelationer, om kriser, kærlighed, storhed, svigt – samt solnedgange, så det syder om ørerne på læseren. Kun syv digte fik hun trykt, mens hun levede, men hun blev en bestseller efter sin død. Dickinson efterlod i alt 1789 digte.
Som stammoder og forbillede for samtidens og nutidens kvindelige forfattere kan Emily Dickinsons betydning ikke overvurderes. Hun skrev skarpt og usentimentalt om liv og død, nederlag, tvivl og fryd. Det er en kvindestemme der taler, uden omsvøb og for fuld udblæsning.
Bente Clod har udvalgt og oversat 142 digte, som også gengives på amerikansk – samt skrevet en omfattende indledning om den passionerede digter og udgivelsen af hendes digte efter hendes død.
Rå … som en usleben diamant sukkede anmelderne, da Emily Dickinsons digte udkom i november 1890, tre år efter digterens død. Rimene er helt forkerte … Bare digteren dog havde modtaget et minimum af skoling … men de der er i stand til det, vil læse.
Og det gjorde de. Læserne rev bogen til sig, hurtigere end forlaget kunne følge med. Elleve oplag på seks måneder solgte de uslebne digte af den afdøde digter. Det næste digtudvalg blev også en bestseller. Og det næste. Og hendes breve, der udkom i tre bind.
Bente Clod har givet dansk stemme til Emily Dickinsons forbløffende moderne, passionerede digte med deres store menneskelige indsigt og rappe kommentarer til det der foregik omkring hende, samt skrevet en fyldig introduktion til digteren og forfatterskabet.
Emily Dickinson (1830-1886) regnes i dag blandt verdens bedste lyrikere. Men hvorfor udgav digteren ikke selv sine næsten to tusinde digte mens hun levede? Hvorfor isolerede hun sig i sit hus og gik aldrig ud? Var manden i hendes liv i virkeligheden en kvinde? Er det sandt, at hendes liv var begivenhedsløst? Og at hun levede så kysk som en nonne? Hendes nærmeste familie gjorde i hvert fald ikke. Det kom der verdenslitteratur ud af.
Allerede før sin død blev Emily Dickinson (1830-1886) kaldt Myten. I det stærkt religiøse Amherst nægtede hun hele sit liv at gå i kirke om søndagen. Hun isolerede sig og gik kun i hvide kjoler. En markant selviscenesættelse og anderledeshed udadtil, som sikrede hende arbejdsro indadtil. En beskyttelse mod datidens patriarkalske fordømmelse af den nye kvindelige selvbevidsthed, som samtidig skjulte en usikkerhed, der måske gjorde, at hun aldrig nåede frem til den forlægger, der faktisk bad om at læse hendes digte, mens hun levede.
På min vulkan udkom tirsdag den 22. november 2005 på Forlaget Tiderne Skifter.

Uddrag af På min vulkan

For at lave en prærie kræves der en kløver og en bi
én kløver og én bi
og drømmeri.
Og kniber det med bier
er det nok med drømmerier.
J1755/Fr1755, s. 196 i På min vulkan
Vi leger med ler –
til vi kan klare perler –
slipper da leret –
og føler os tåbelige –
men formen var – dog – ens –
og vores nye hænder
lærte ædelstens-taktik –
ved øvelser i sand –
J320/Fr288, s. 84 i PMV
Sjælen kan snøres ind –
til hun står stivnet af skræk –
og mærker en dødningegru krybe nær
og standse og se hende an –
hilse – med knokkelfingre –
stryge – hendes strittende hår –
drik, trold, af netop de læber
som elskeren – dvælede – ved –
uværdigt, at en tanke så lav
antaster noget – så – fint –
sjælen kan flygte afsted –
så alle døre sprænges –
hun danser som en bombe, væk
og boltrer sig på timerne,
som bien gør – beruset vakt –
så længe skilt fra rosen –
frisat og ør – sanser den intet
andet end paradiset –
sjælens generobrede stunder –
hvor den trækkes rundt som forbryder
med lænker om en vinget fod,
og nagler i sin sang,
rædslen hilser hende velkommen igen,
dette har ingen talt højt om –
J512/Fr360, s. 122 i PMV
Vi snakkede som piger gør –
gerne, og sent –
endevendte alle emner pånær graven –
ikke vores gebet –
vi håndterede skæbner så kækt – som om –
det tilkom os – at råde –
og Gud blot observerede
hvordan vi disponerede –
allerhelst dvælede vi ved
hvordan vi mon – ville blive –
blidt opdraget fra piger til kvinder
med del – i denne – rang –
vi skiltes med en pagt
at huske hinanden og skrive
men himlen hindrede begge dele
før næste nat var givet.
J586/Fr392, s. 129 i PMV
To make a prairie it takes a clover and one bee,
One clover, and a bee,
And revery.
The revery alone will do,
If bees are few.
J1755/Fr1755, s. 196 i På min vulkan
We play at Paste –
Till qualified, for Pearl –
Then, drop the Paste –
And deem ourself a fool –
The Shapes – though – were similar –
And our new Hands
Learned Gem-Tactics –
Practicing Sands –
J320/Fr288, s. 84 i PMV
The Soul has Bandaged moments –
When too appalled to stir –
She feels some ghastly Fright come up
And stop to look at her –
Salute her – with long fingers –
Caress her freezing hair –
Sip, Goblin, from the very lips
The Lover – hovered – o’er –
Unworthy, that a thought so mean
Accost a Theme – so – fair –
The soul has moments of Escape –
When bursting all the doors –
She dances like a Bomb, abroad,
And swings upon the Hours,
As do the Bee – delirious borne –
Long Dungeoned from his Rose –
Touch Liberty – then know no more,
But Noon, and Paradise –
The Soul’s retaken moments –
When, Felon led along,
With shackles on the plumed feet,
And staples, in the Song,
The Horror welcomes her, again,
These, are not brayed of Tongue –
J512/Fr360, s. 122 i PMV
We talked as Girls do –
Fond, and late –
We speculated fair, on every subject, but the Grave –
Of our’s, none affair –
We handled Destinies, as cool –
As we – Disposers – be –
And God, a Quiet Party
To our Authority –
But fondest, dwelt upon Ourself
As we eventual – be –
When Girls to Women, softly raised
We – occupy – Degree –
We parted with a contract
To cherish, and to write
But Heaven made both, impossible
Before another night.
J586/Fr392, s. 129 i PMV

Kritikken skrev …

John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet:

Til elskere af stolte kvinder og stærk lyrik burde gaven allerede ligge klar: Dickinson og Södergran.

Henning Prins, Kristeligt Dagblad:

Fremragende! Tillykke til Bente Clod, Emily Dickinson og Tiderne Skifter!

Liselotte Wiemer, Weekend Avisen:

Lukket åbenbaring. Forfatteren Bente Clod har nyoversat et udvalg af Emily Dickinsons digte. Hun var ingen, kan ikke sammenlignes med ret mange, og er derfor alles helt private ejendom.

Jørgen Johansen, Berlingske Tidende:

I bogen (…) har Bente Clod udvalg og oversat 142 af digtene og dertil skrevet en fyldig indledning, der glimrende redegør for det tyste drama i og omkring skikkelsen Emily Dickinson.

Kirsten Katholm, lektørudtalelsen, dvs. anbefaling til bibliotekerne:

Omfattende samling … Bogen slutter med indholdsfortegnelser på dansk og amerikansk og en litteraturliste … denne udgave er velskrevet og godt gennembearbejdet og vil være en fin introduktion også for nye læsere af den verdensberømte lyriker.

Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken:

Dånende, Dickinson … Bente Clod har med fint gehør oversat en af verdens bedste lyrikere til dansk … Dickinsons digte (…) sprutter og hvisker ud af en vulkantop på baggrund af det bedragerisk stille og mærkværdige liv, der gav ophav til ordene …

Tre artikler om Emily Dickinson

af Bente Clod i anledning af genudgivelsen
At blive sit digt
Tro er en fin opfindelse
Ædelstenstaktik
Køb På min vulkan her


Smagen af dig

er en samling vilde og hede historier, der giver fanden i alle konventionelle forestillinger om sex. Hovedsagen er ekstasen, når sluserne åbnes hos hende, hos ham. De kan være en eller to eller flere – under alle omstændigheder er der tryk på.
Når hans elskede på uforklarlig vis har fået tre pragtfulde bryster, og han selv er blevet udrustet med mere, end et enkelt kvindehjerte kan begære. Eller når hun besøger en sauna for mænd uden at blive smidt ud – eller simpelthen åbner frakken og afslører overraskelser uden for café-ruden. Der er hed erotik i Bangkok, de vildeste drømme bliver virkelighed på en græsk ø. Der kan også opstå en ægte varmeudvikling hen over frysedisken i supermarkedet.

Uddrag af Smagen af dig

Han planter et par store varme læber på mine, og vi kysser morgensurheden til morgensødme, vi kysser og klamrer os til hinanden som var det vores sidste dag. Eller den første. For mig er det den første dag i noget vigtigt, det er jeg sikker på.
    Jeg kaster mig ind til den store bløde krop, gemmer mig ved hans varme hals, der lugter af smøger og sved. Han giver en lille snurrende lyd fra sig. Så triller vi om på siden, og ser på hinanden. Han har sammenvoksede sorte bryn over de brune øjne. Næsen er stor og lige, og munden rød og fyldig. Ligesom kinderne. De går måske lidt ud i ét med halsen. Vi ser og ser på hinanden. Vi flytter ikke øjnene, kigger bare.
    Så rejser jeg mig langsomt og lægger mig på knæ. Kysser ham fra munden og nedefter, små varme trutkys, der får ham til at spinde. Jeg trækker buksernes lynlås ned i små ryk som om der var mystiske ting gemt bag den, og åbner for herlighederne. Der er godt nok tryk på dernede, jeg kysser hurtigt tilbage op ad maven, og lægger mig tæt ind til ham. Vi stikker samtidig hånden i hinandens bukser. Han stryger ned over min mave, lukker op, lirker en finger ind under trussekanten. Bølger af liderlighed skyller igennem mig, da hans varme fingre rører ved mit våde centrum. Jeg smelter, og skal lige til at slippe taget i det hele, give efter og give mig hen, da noget stort og mørkt og hæsligt slår ned og får mig til at stoppe op. Som når man bliver vækket af en drøm.
    Hospitalet. Lægen. Underlivet. Jeg falder fladt om på ryggen:
    Jeg ved ikke om jeg tør, gisper jeg.
    Tør? Hvordan tør?
    Jamen jeg har lige været syg.
    Syg? Har du haft en dårlig?
    Ja. Altså nej: Underlivsbetændelse. Enogfyrre i feber. Jeg var indlagt. Jeg lukker øjnene: Jeg ved ikke om jeg tør få noget op i – altså dig. Op i mig.
    Nå. Jamen så vender vi da bare kajakken!
Titelnovellen om Mathilde og Max, Smagen af dig
Mørket i soveværelset er massivt da I vågner. Stearinlyset er brændt ned, lysene på den anden side af havnen er slukket. Kun et par stjerner trænger igennem den åbne dør, hvor gardinet vifter dovent ind ad døren. Søvnigt strækker I jer ind imod hinanden, søger sammen i en doven omfavnelse, hvor tæer kilder fødder, hænder finder frem som efter mange års nærhed. Måske er I ikke to kroppe, men kun én, måske er der ikke to der trækker vejret, men kun ét stort åndedrag som er husets. Havet skyller op mod øens klippekyster, hjemmevant duver I ind mod hinanden, og lejrer arme og ben hvor det er behageligt. Ligger på siden, og vugger som både, der vugger mod bølgen. Dette er jeres hjem, lige her i mødet i natten. Han har givet dig det. Du mærker, at dit eget indre rummer lysten nu. Den er blevet en del af dig selv i stedet for noget, der kommer og går.
    Bevægelserne bliver intensive, bølgen voldsommere, og da den rammer kysten og knuses mod klipperne, bruser nattekøligheden ind over jeres hud og trækker en prikkende dråberegn på kroppen. Dagen er forbi. Natten er ved at blive gammel.
Huset, Smagen af dig
Det var den sommer, jeg fik en tjans i køkkenet, hvor Selina arbejdede. Vores mor havde fået en kæreste, der boede i Spanien, og var ikke meget hjemme. Det passede mig fint at have huset for mig selv, men Selina syntes alligevel ikke jeg skulle være alene hjemme hele sommeren. Hun fik Drive In-restauranten til at antage mig som opvasker …
    … Det jeg så var kokken, der greb fat om Selina, og lagde hende op på køkkenbordet. Der hvor han ellers stod og skar kødet ud. Hun lå på skrå, med hovedet halvt op ad væggen, mens han trak viskestykket væk fra bukselinningen, åbnede gylpen og stak den ind. Han bollede hende kort, effektivt, i næsten samme rytme, uden et ord. Ingen af dem sagde noget. Somme tider spændte hun kroppen op som en flitsbue og stønnede, og han udstødte et kort Ah! før han selv blev blød i knæene, og trak sig ud af hende. Bagefter kørte han sin hånd gennem hendes tætte lyse måtte, så nogle af hårene satte sig fast mellem hans fingre, og så rystede han hånden med hårene over kartoffelgryden, så de faldt derned. Hun lå lidt og stirrede som en glasdukke, før hun gled ned fra bordet, trak bukserne op og fik forklædet på plads nedover dem.
    Jeg hadede ham. Jeg havde fantasier om at koge ham i hans egne store gryder …
Undervisning, Smagen af dig
Jeg er en elefant. Uden tøj på er jeg en gammel, rynket elefant. Desværre uden den ynde, elefanter som regel har. Huden ligger i alt for mange lag ud over hofter og ryg. Den hænger som ekstra bryster bagpå.
    Men selv elefanter skal have det godt en gang imellem. Det ved Gerda og jeg. Ikke fordi Gerda er nogen elefant, hun ligner nærmere end struds med sin lange hals og de ivrige hænder. Vi har vores faste badedag.
    Ud til svømmehallen, hen til billetlugen og frem med rabatkortet. Dampbad med det hele. Svømmebad, sauna og varmt bassin. Nu skal Elsemarie nemlig have det godt.
Damp, Smagen af dig

Kritikken skrev …

Liselotte Wiemer, Weekend Avisen:

Tvekønnede i sig selv … frivole, fromme og ærbare i skøn forening; pikante uden at være poppede, blufærdige uden at være snerpede, frække uden at være platte. Sex er sjovt, faktisk. Vel at mærke sex på kryds og tværs, højkant og vandkant af køn, alder, vægt og geografisk beliggenhed. Giv en mand frie hænder, og du har dem snart overalt, sagde Mae West engang. Bente Clod er nu også meget god på frihånd. Sådan litterært betragtet.

John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet:

Bente Clod varierer fermt de saftige temaer, så vi aldrig havner i den forudsigelige tryghed, som plager den bløde porno. Forfatteren har det, der skal til i erotikkens kunst: håndelag.

Opus nr. 12, 2004:

Novellerne er næsten for gode til at holde for sig selv – de egner sig bestemt til højtlæsning i dobbeltsengen!

Marie Tetzlaff, Politiken:

… læseren er i en kamufleret pigekrop med i bøssesauna, i en gammel kvindekrop i svømmehal med saliggørende bruser (en af samlingens fineste små stykker), hele to gange på en græsk ø … Der er Taber-Thilde, der finder lykken på Roskilde Festival, og en beskrivelse af det elskende par, der blev overrasket af Vesuvs udbrud og derfor foreviget … Jo, vi kommer vidt omkring i de 14 noveller, der som sagt alle er vældig godt skrevet.

Køb Smagen af dig her


Himmelfald

Hun tager fat om mine skuldre og puffer mig hen mod døren igen. Jeg åbner og lukker munden og knytter hænderne. Neglene borer sig ind i håndfladen. Pludselig er jeg klar over, hvad det er, kirkegårdspoplerne hviskede om derude. Hvad det er, jeg går glip af, hvis jeg ikke kommer ind i det kor. Hvad det er, jeg har at vende hjem til, uden at være blevet optaget. Det her gælder sofaen eller livet.

Himmelfald er tredje bog om Thilde og Camilla, om deres venskab, forelskelser, ambitioner og om livets op- og nedture. En rå og romantisk roman om moderne ungdomsliv.
Englekraft og I vilden sky er de foregående bøger om Thilde og Camilla. Om dem skriver børnebibliotekar Jan Tøth i Nordisk Blad for 2001:

Bente Clod fører os gennem spindelvævet af historier og sidespring som en edderkop, der ved hvordan der nu skal laves en ny tråd, en ny skæbne, en ny historie. (…)
Hun spinder mesterligt, poetisk og musisk en sproglig tone, der stramt og præcist beskriver og ånder liv. Et sprog som lever sit eget liv og flyder råt. (…)
Sjældent har jeg læst så vedkommende, så nærværende og så gribende ungdomsbøger med så stor hyldest til musikken og sangen.

Himmelfald udkom i 2002 på Høst & Søn.

Uddrag af Himmelfald

Camilla slutter brat og ser ud i haven. Tonerne klinger langsomt ud gennem stuens lysegule vægge. Jeg trækker vejret dybt og blinker og tørrer næsen i ærmet:
    – Gik det godt i går? På Bankeråt?
    Hun rejser sig hurtigt og tømmer sit juiceglas, der allerede er tomt. Så falder hun ned i sofaen. Jeg sætter mig ved siden af. Hun ser ud i haven:
    – Sune vil have mig med til Paris.
    – Paris? Fedt! Jamen hvornår –
    Hun ryster på hovedet:
    – Han skal spille i Musikhuset i Esbjerg med Sjællands Symfoniorkester om to dage, han kan ikke bare sådan rejse.
    – Jamen Paris! Hvor længe?
    – Bare nogle dage på sådan en Jackpot-billet. Han kan låne en cello hos sin gamle lærer dernede og øve sig lidt hver dag.
    – For fanden Camilla, det siger du da ikke nej til?!
    – Man kan ikke bare aflyse en stor koncert, fordi man vil ud og rejse. Andre musikere ville give deres ene ben for at spille i Esbjerg med Sjællands Symfoniorkester.
    – Det må han da selv bestemme. Hør nu her: Du tager med ham derned.
    Jeg tager fat i hende, hun stirrer fraværende ud i luften.
    – Du tør ikke.
    Hun stirrer videre ud i luften:
    – Han har bestilt billetter til Pariseroperaen. I overmorgen aften.
    – Tør du ikke være så tæt sammen med ham? Er det derfor?
    Hun glipper med øjnene og piller i frynserne på det indiske hvide silkesjal, der dækker sofasædet.
    – Jamen, det bliver du nødt til. Du kan ikke blive ved med at holde dig væk fra al nærkontakt. Jeg troede, du fik det bedre med alt det i sommer, på den ferie med din far?
    Hun er ved at hive frynserne af silkesjalet og trækker vejret tungt:
    – Det er en stor ting, ikke. Det her med at – at elske nogen. Man kan bare ikke lade være med at tænke på den anden. Uanset hvad man gør og hvor hurtigt man løber, så tænker man hele tiden på ham.
Himmelfald, s. 44-45
Tonerne, jeg synger, vokser i munden på mig. Jeg smager på dem, spytter dem ud, slynger dem ud, hvisker, råber og lister dem ud. Jeg holder dem længe, jeg holder af dem, jeg holder fast og giver slip igen, jeg tør give dem alt, hvad jeg ejer og har og mere end det, mere end TaberThilde nogensinde har ejet og haft. Jeg lyder som en forbandet dygtig altsanger, der har sunget i årevis, jeg er en forbandet dygtig altsanger, jeg mærker det, hører det, ved det. Stemmen styrter sig mod butikkens brugte bluser og bukser, lyden sprænger loftet, så den døve dame ovenpå dunker med stokken i gulvet.
    Jeg lader hende dunke, for Thildes hjerte er ved at sprænges nu, hendes krop dunker af tusind sole, og stormen raser glad igennem mig, mens skoene begynder at danse på skohylderne og de to ståltrådsfigurer i vinduet vugger rundt om hinanden. Jeg samler stemmen helt stille omkring mig igen, ned i gulvhøjde, helt tæt omkring mig, og lader den så strømme af al kraft ind mod prøvekabinen. Lysene omkring spejlet begynder at blinke og gnistre, og papegøjen derinde på paraplyen blinker med sit kloge lille hovede. Det er Thilde for fuld udblæsning. Det kommer fra mig, det er mig og er alligevel større end mig.
Himmelfald, s. 128-129
Scenen er oppe til højre for mig, og jeg skal op til min plads på forreste række på den tomme stol ved siden af Camilla, samme sted som sidst jeg var til Sunes soirée her i salen. Hendes majestæt skrider ned langs rækkerne, ned forbi Mister Music og frue, der sidder ud til midtergangen mellem alle de andre festklædte tilhørere. Søren stirrer forskrækket på mig, men jeg værdiger ham ikke et blik, min kjole fejer lige hen forbi parret, stilethælen kommer desværre til at ramme lige HAK ned gennem fruens ene fremstrakte røde skospids, de samme røde sko, hun havde på den første gang jeg så hende, så hun springer op og undertrykker et skrig. Søren rejser sig halvt i sædet med et dæmpet nejhørnuligeher, men jeg har forlængst vendt dem ryggen og skrider langsomt videre op ad midtergangen. En engel, der har tabt sine vinger. Et spøgelse med hul i ryggen. En nonne uden kappe. En brud uden sin gom. En dronning uden land.
Himmelfald, s. 179-180
Camilla har en gammel kasket på. Hun står og holder døren åben til Sunes gamle folkevogn. Hun slår hælene sammen og gør stramt honnør, da jeg kommer ud ad gadedøren med den ene arm i frakken. Sune er ikke i sigte.
    – Ind med dig.
    – Hvad mener du?
    – Sæt dig.
    – Jamen har du kørekort?
    Hun tager utålmodigt fat i mig, skubber mig rundt om bilen og ind på passagersædet. Så smutter hun selv ind bag rattet og starter.
    – Har du? Kan du overhovedet køre?
    – Mor har lært mig det. Jeg kører tit rundt i vores bil ude på villavejene. Jeg går snart op til køreprøve.
    – Ved Sune godt, at –
    – Hold nu op. Han sover, han er fuldstændig bombet oven på den koncert. Vi låner bare bilen lidt.
    Hun holder for rødt ved den lille gule kirke på hjørnet ved søerne. Søpavillionens strålende lanterner suser forbi os i lynglimt, da vi runder hjørnet. Kathleen Battle synger Mozart for os, og Irmahønen lægger sine tre forskellige æg oppe under taget ved næste sø. Den gokker om friske æg, mens jeg kniber øjnene i og glider ned i sædet:
    – Hvor skal vi hen?
    – Bare ud. Ud i verden.
    – Nu?
    – Til sommer. Jeg tror, jeg tager et års orlov efter studentereksamen. Tager et job og gør noget mere ved sangen.
Himmelfald, s. 202-203

Kritikken skrev …

Henning Mørch Sørensen, Information, 1. marts 2002:

Thilde har afgørende mærket den englekraft, der giver hendes liv retning og mening, men kastes lige så ofte med centrifugal uafvendelighed tilbage i favnen på mørkets dæmoner. Det er denne zigzaggende bevægelse, romanserien lever i og på, drevet frem af en fortællestemme, der aldrig renoncerer på sprogligt nærvær og altid er helt inde i hjertekammeret på den musik – spændende fra Händel over danske nationalsange og frem til Kashmir og Alicia Keys – der ligger som referencefelt og stærkt bevidsthedsudvidende klangbund for hele projektet.
Bedste i mange år
Nøgternt refereret handler Himmelfald om Thildes vej frem mod den afgørende optagelsesprøve til Sankt Annæ Gymnasiums kor, men det er i suget af de små og store hændelser omkring livet, døden og kærligheden, at romanen med varme, indsigt og humor placerer sig som noget af det bedste, der er sket inden for danske ungdomsromaner i mange år.

Steffen Larsen, Politiken, 2. marts 2002:

Selvom Bente Clod holder alle storkøbenhavnske bolde i luften på samme tid, så gør hun det med lige dele elegance og diciplin. Der er klarhed og lys over Sortedammen. Miljømæssigt går det fra dér, hvor de rige bor til Maria Kirkeplads på Vesterbro. Thilde selv bor – som bekendt – i Nansensgade. Men allermest handler det om at få vinger på Thildes dybe altstemme, og hendes noget rodede tilværelse i det hele taget. I dette tredje (og sidste?) bind Himmelfald bliver hun 19 år og bevæger sig endnu et bitte nyk – dog ikke uden tilbagefald. Ved bogens slutning er hun pilskaldet og nærmest lykkelig.
(…) Bøgerne om Thilde er skrevet med ligefrem frejdighed og under forklarelsens lys. Ikke siden Lotte Inuk skrev om pigen Regina, er der kommet bedre bøger end disse om det, der kaldes kærlighed. Bente Clod har ramt en gylden fortælleåre i sig selv. Det er næsten trist, hvis det er slut nu. Men – som Thilde ville sige: Vi må videre!

Lene Kristiansen, Bibliotekernes lektørudtalelse:

Clod får med sikker hånd ført sin unikke trilogi i land. Faktisk ender det så lykkeligt som man kunne håbe trods endnu en tur gennem kærlighedskværnen og en næsten livsslukkende nedtur på sangsiden. For dét, der er med til at skabe tilstanden af det fuldkomne er en blanding af vilje, held, indsigt, og accept af sorgens og fortidens tilstedeværelse. Personerne omkring Thilde bliver hele, finder deres plads i mosaikken om man så må sige, og Thilde selv har taget et kvantespring igennem de tre bøger. Thilde er skildret med et lysende nærvær, hun oplever med en itensitet der giver genlyd og hendes reaktioner tager direkte livtag med uretfærdighederne og dét, der ikke står til at ændre.

Ingrid Jensen, Bibliotekernes lektørudtalelse:

Thilde fylder med sin særlige jargon sproget, der bevæger sig fra gade til himmel, fra sarkasme, humor og selvironi til en medrivende tolkning af følelser som dyb sorg og vild glæde. Handlingen kulminerer på Thildes nitten års fødselsdag. Et afslag efter sangprøven. – Og så lykkes det alligevel forfatteren at dreje en troværdig og værdig slutning i et balancepunkt mellem afgrund og himmel. Bogen afrunder bd. 1 og 2 på den flotteste måde.

Køb Himmelfald her


I vilden sky

Tilværelsen før jul virker pludselig let og enkel. Da gjaldt det bare om at holde sig clean og tjene lidt håndører ved at synge på Strøget. Nu gælder det om at holde fast med begge hænder. I Max, i mit job, i min sang, i min nodelære, i mig selv og mit Store Projekt. Mit liv.

Thilde er i gang med sit Store Projekt: Hun synger og arbejder og passer kæresten Max, der blev slået ned julenat. Hash og humle er bandlyst, men det frister, når presset bliver for stort og tankerne for dystre: Vil Max nogensinde blive den gamle Max, som Thilde engang var så forelsket i? Hvad nu, hvis hun forelsker sig i en anden? Og Camilla … hvad har hun egentlig gang i?
I vilden sky udspiller sig nogle måneder efter overfaldet på Max – et overfald han efter lægernes mening er sluppet nådigt fra.
Thilde får ofte dårlig samvittighed over at svigte ham. Men der er så meget andet – arbejde, nye venner og sangundervisning hos den lækre Mister Music.
Efter en indvielsesfest i fru Jensens (Thildes mors) genbrugsforretning Da Capo forsvinder Camilla. Thilde forfølger hende igen ud til villaen i Hellerup og inddrages i en plan, ingen af veninderne helt har styr på.
I vilden sky er en fortsættelse af Englekraft, som udkom primo 2000. Et tredje og afsluttende bind om Thilde og Camilla – Himmelfald – udkom den 26. februar 2002.

Uddrag af I vilden sky

Søvnen giver ikke fred. Drømmen er den sædvanlige:
    Lyset er dæmpet på Frankensteins værksted. En kæmpe bandage dækker Max’ hoved, den er rød af silende blod ved øret. Ud af den blodige bandage stikker tusind plasticrør, og i panden er der en stor skrue.
    De har sluppet mig ind i det store åndedrag tredje juledag. Jeg tror ikke, jeg overlever, men det er lige meget. Bare Max gør.
    Han sover stadig med masken over ansigtet. Jeg skubber mig frem mod sengen med museskridt, fru Jensen følger lige efter og mumler Herregud, herregud da. Nerverne flosser rundt i mig, jeg vender mig om og begraver hovedet i hendes frakke, så hun er ved at vælte; hun er lige så bange som jeg selv.
I vilden sky, s. 48-49
    – Hvad sang du? Hvad sagde han?
    – Han kaldte mig en diamant.
    – En diamant?!
    Vi sidder på bænken i den gamle have bag villaen under Camillas vindue ved æbletræet, jeg hang i julenat. Vi har overtøj på og tæpper om maven i den blege majsol. (…)
    De mørkeblå prinsesseøjne spidder mig:
    – Du er varm på ham.
    – Ahhva?
    Hun smider mig af og vikler tæppet om sig igen og dumper tilbage på havebænken:
    – Hvordan er han?
    – Hvem?
    – Væm?! efteraber hun med himmelvendte øjne. – Søren Porsgård, for fanden. Er han dygtig?
    Jeg triller om på ryggen og glor op i himlen. Hun har ret. Hun har vist desværre ret. Bare det at tale om ham gør mig overstadig og får mig til at glemme alt om vaskebørster og hjerneskader. Jeg triller helt tæt hen til hende igen:
    – Han er smadderdygtig. Næsten lige så dygtig som Camilla Krogh. Men også kun næsten.
I vilden sky, s. 63-64
Det er Camilla. Hendes stemme er så kold som rustfrit stål:
    – Jeg vil bede dig om at gøre mig en tjeneste.
    – Ja, mumler jeg søvnigt.
    – Hun rømmer sig forpint:
    – Jeg tager den prøve selv. Jeg kommer jo tit ude på min fars hospital og ved, hvordan man gør. Laboranten er sød, jeg har kendt hende i mange år. Jeg henter nogle engangssprøjter på apoteket og tager prøveglassene med de labels, der skal på, derude på hospitalet. Så skriver jeg dato og et opdigtet navn på. Sekretæren sender dagens prøver af sted til laboratoriet, når hun går. Der er ingen, der vil opdage en ekstra prøve. Og svaret kommer til min far.
    Jeg er lysvågen, Jeg tør ikke begynde at snakke om ulovligheder. Jeg vidste, hun var ustoppelig. Men det her.
    – Hvordan vil du bære dig ad med at tage en blodprøve på Oscar? Hvis han slår om sig, og du kommer til at skade ham? Du kan komme til at punktere venen, Camilla.
    Hun synker noget og bliver tyk i mælet:
    – Jamen jeg bedøver ham.
I vilden sky, s. 120-121
Hvad skal der blive af TaberThilde uden Camilla, uden vennerne i Staden og uden Max. Hvordan skal jeg komme videre med mit Store Projekt.
    En skikkelse dukker op foran mig. Camillas senede hånd klemmer mig om skulderen. Jeg ser op:
    – Hvorfor fanden fortalte du mig ikke, at han …
    – Jeg var bange for, at du ikke kunne gennemføre det, hvis jeg fortalte dig om alt det, far og jeg snakkede om i går.
    – Han vil ikke have, at vi ses.
    – Nej.
    – Det er for meget Camilla. Det er bare for meget. Du kan ikke styre folk omkring dig på den her måde.
    Hun krymper sig under mit blik. Hun har fået rigelig skældud i dag.
    Hun falder ned ved siden af mig og kryber sammen med fødderne oppe på bænken. Jeg ser surt ud i luften. Så lægger hun hovedet ned på knæene og græder.
I vilden sky, s. 197
    – Gi’r du en cognac? siger jeg irriteret.
    – Hva’? Cognac. Er det ikke lidt tidligt.
    – Det var ikke for tidligt forleden.
    – Der var jeg jo også lidt ude af den.
    – Det er jeg også i dag.
    – Jasåe? (…)
    Han tager to små tykmavede glas frem:
    – Stor eller lille?
    Jeg er lige ved at sige mit sædvanlige over kanten, før ArtigThilde får slugt ordene og siger:
    – Bare lidt. (…)
    Jeg nipper til de gyldne dråber. Han ser, at det er første gang, jeg smager cognac. Jeg tømmer glasset og hoster, væsken er ved at tage vejret fra mig; jeg retter mig op, hoster og skyller efter med saft. Han står og morer sig.
    – Nå, hvad smager det så af?
    Jeg lukker øjnene. – Af Christians melodi. Af dig, siger jeg.
I vilden sky, s. 220-221

Kritikken skrev …

Steffen Larsen, Aktuelt:

Det er altsammen netop – romantisk. Der er saftige scener, sorg og vellyst. Og så er der musikken, som pibler op på alle sider. Det er en sang (og bog) fra hjertet. Derfor er den god!

Lene Kristiansen, Bibliotekernes lektørudtalelse:

Bente Clod skriver med en sanselighed så det flår, og med kærlig omsorgsfuldhed omfatter hun hele sit særprægede og mangeartede persongalleri.

Henning Mørch Sørensen, Information:

En revitaliseret Bente Clod gør fornemt comeback i ungdomsromanforfatternes rækker med foreløbig to eksistentielt afsøgende bøger om Taber-Thilde og tjeksilden Camilla – Sjældent har jeg læst en ungdomsroman, der i den grad er ét med sin hovedperson.

Liselotte Wiemer, Weekendavisen:

Selvom den ældste historie om at blive voksen og følsom er blevet fortalt igen og igen, skriver Bente Clod med en naivt-klog, næsen boblende uskyld, som var det allerførste gang.

Helene Wagn, Politiken:

I vilden sky er en vidunderlig rå og romantisk nutidsroman, der kan og bør læses af såvel unge som voksne.

Køb I vilden sky her


Englekraft

Hjertet dunker på højtryk, men jeg lader mig ikke gå på, jeg holder min andenstemme, og den ligger fast i sporet og shiner gevaldigt op på klangen. Prinsessens rå sopran og min alt er noget af det flotteste, der er hørt på Gågaden denne vinter. Vi holder sluttonen lige længe, hun anstrengt, jeg med halvt lukkede øjne og alle muskler på spring.
    Folk klapper. Verden står stille.
    Så vender hun sig rasende om:
    – Hvad bilder du dig ind? hvæser hun lavmælt.
Thilde har sumpet længe. Røget for meget tjald. Levet lidt for usselt. TaberThilde vil frygtelig gerne starte på en frisk, holde sig clean, score nogle point. Krammerdrengen er god til at trøste, men ikke til megen opbakning. Men Prinsessen, der synger som en engel, kan måske …
Fruen har varm mad i gryden, da jeg stikker den blåfrosne snude inden for døren. Stuen oser af det vaskemiddel, hun har brugt til det fugtige tøj, der hænger overalt i stuen. Alligevel er det godt. Godt, jeg bor her nu og ikke på gaden eller Staden. Havde jeg råd, ville jeg selvfølgelig allerhelst bo alene i en fiks lille andelslejlighed, men hvis jeg boede alene, ville jeg måske også frådse løs i bajere og standard maroc.
    En andenstemme til Dejlig Er Jorden og varm mad, det er noget, der kan holde en usling fra at gå ud og sniffe pollen.
    Hun deler også en øl med mig til maden. Hun må være begyndt at stole på mig. De sidste uger har hun haft et forsigtigt optimistisk udtryk på. Og hun gør virkelig noget selv for at vinde nogle point. Op hver morgen og ned i butikken, eller ud med cykelanhængeren og samle mere brugt kluns.
    Rolig, rolig fru Jensen. Har man slæbt sig gennem tre måneder uden røg, kan man slæbe sig igennem en dag til på samme vis.
    Denne gang skal det være. Mørket får mig ikke ned med nakken igen.
    Det er der, det dukker op hele tiden, men jeg prøver at holde det ud. Den Kolde Pushers smalle øjne dukker pludselig op midt i morgenmaden. En ildebrand vender tilbage nat efter nat med en underlig syngende lyd, der gør mig vanvittig. Sommetider hører jeg noget, der hvisker, når jeg er alene.
    Jeg synger, hvis jeg kan. Sommetider kan jeg ikke få en lyd frem, men jeg ved, at det hjælper, hvis jeg kan sige noget, bare noget. Åndedrættet og stemmen holder mørket på afstand, det har Vor Fader ret i. Forleden sad jeg og peb som en spasser ude på wc.
Englekraft, s. 9-10
    – Hvor er Max? spørger hun.
    – Hjemme på farmen. Han skal nok hjælpe dig med den disk, bare rolig. Han slog mig i skak i dag, inde på Strøget. To gange.
    – Vil du gerne –
    – Vil jeg hvad – ?
    – Ikke noget.
    Det går op for mig, at hun har et skakkursus på læben. Det er ellers længe siden, hun har opgivet højskoler og efterskoler og aftenkurser.
    – Hellere et kor. Men du skal altså ikke gøre noget, fru Jensen, jeg er ikke parat endnu.
    – Hold op med det fru Jensen.
    – Det hedder du da?!
    Hun hæver ølflasken over mit hovede og tipper den faretruende, til jeg smider mig tilbage i stolen som en baby og hyler MOAR MOAR. Så sænker hun den tilfreds og stiller den foran mig. Jeg lægger armene om hendes hals og ånder:
    – Tak min egen søde lille fru Jensen ind i hendes øre. Hun giver mig et dask, og vi spiser færdig i pæn ro og orden. Jeg tager oven i købet ud af bordet, selvom jeg næsten ikke kan slæbe mig op at stå, maden og øllen tør kulden op, så det summer i kroppen og dunker i fingrene.
Englekraft, s. 11
Telefonen ringer.
    Jeg værdiger den ikke et blik. Jeg vil ikke tale med ham nu. Den ringer og ringer. Fru Jensens telefon, ikke min. Måske er det slet ikke Max. Han plejer at ringe til min mobil. Måske er det Vor Fader i splinterny inkarnation. Julegaver. Jeg flår arrigt røret af uden at sige et ord.
    – Hej det er Camilla. Hvordan går det?
    – Ad helvede til.
    Jeg orker ikke at stable mig op. Vi er færdige med at synge, jeg er færdig med krammedrengen, mit liv ligger i ruiner.
    – Det kan jeg sgu godt forstå.
    Gu ka hun ej. Hun har aldrig – gad vidst om prinsessen nogensinde –
    – Jeg kendte også engang en fyr, som jeg altså, som jeg var sådan glad for, ikke. Og så – så snuppede min veninde ham lige for næsen af mig. Selvom hun godt vidste, at jeg –
    – Mm. Surt.
    Jeg prøver at lyde medlidende, men hendes fyr kan rende mig noget så inderligt. Hun har jo også sin Joachim.
    – Du fik aldrig pengene forleden, fortsætter hun, – der er hundredetyve kroner til hver. Jeg skal ind i nærheden af dig om lidt. Jeg kommer lige forbi med dem.
    Hundredetyve.
    For de penge kan jeg næsten forære fru Jensen den kogekedel, hun fabler om at have i baglokalet, og give hende de tyve buspenge retur. Jeg kunne også købe glanspapir. Men hun må selv flette sit stads.
    – Nej du det er ikke så godt, jeg er ikke –
    – Om en halv time ringer jeg på, du kan jo lige komme ned, hvis du ikke vil have besøg. Hun lægger røret på.
    Komme ned hvis jeg ikke vil have besøg.
    Ret exceptionel logik.
    En halv time.
    Vores stue ligner opholdsstuen ude på Sundholm og lugter sikkert lige sådan. Vinterlyset fiser blegt gennem gardinet ind over spisebordet foran vinduet. Der står tallerkener fra både i går og i forgårs, fordi ingen af os vil tage ud og vaske op. Når fru Jensen laver maden, er opvasken min opgave, ifølge hendes dagsorden. Fru Jensens lille bordmodel af et grantræ er segnefærdigt under den alt for store stjerne. Foreløbig intet andet pynt. På vores skrammede sofabord står en juledekoration med et kalenderlys, der brændte ned og tændte ild i grandekorationen i går, så vi måtte hælde vand ud over det hele. Ingen har tørret op. Nisserne i Tossen snakker idiotisk til hinanden. Jeg ved ikke noget værre end voksne, der tér sig, fordi de snakker til børn. Sofapuderne ligger på gulvet. Jeg gemmer mig under dynen i vores overbelastede sofa.
    En halv time.
    Ude i Hellerup på Onsgårdsvej når træet sikkert fra gulv til loft, og køkkenet bugner af lækker julemad. Kræs til familien Krogh.
    Jeg kravler ud under dynen som en søvngænger. Trækker dynen med mig ind i seng, og smider den fra mig dér, og stiller mig ud under håndbruseren. Og opdager, jeg stadig har T-shirt og trusser på, da vandet fosser ned over tøjet. Det går langsomt i dag, det går meget langsomt. Lidt efter er jeg i færd med at finde noget rent tøj frem, ude af stand til at bestemme mig. Alt føles meget besværligt.
    Lillejuleaftensdag.
    Det halve af håret er flettet. Resten er kruset. Nu er det vådt. Jeg gider ikke flette våde fletninger op, jeg gider kun lige tage tøj på. Da det ringer på døren, klasker jeg ud på bare fødder og summer hende ind. Jeg er ligeglad, fuldstændig komplet ligeglad med, hvordan her ser ud.
Prinsessen danser ind ad døren på tykke kondisko, iført sort vindjakke og løbegamacher med grønne sidelyn:
    – Her. Din tredjedel, det gik jo kanon den dag, du synger godt.
    Jeg kniber øjnene i. Hun skinner som juleglimmer, der står en gylden stråleglans om hendes lyse hårmanke. "Kanon" lyder som noget hun har hørt, men aldrig sagt før.
    – Må jeg tage lidt vand, jeg løb lige en tur, før jeg cyklede herind.
    Hun er allerede ude i køkkenet. Verdens mest ulækre køkken. Hjælp.
    – Hvad med noget kaffe? får jeg endelig fremmumlet.
    – Kaffe? Det ville da være dejligt.
Englekraft, s. 72-74
Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser, tør ikke røre mig, alting kører rundt. Klokken er fire julemorgen, og jeg sidder i T-shirt i frostvejr oppe i et æbletræ og glor på en prinsesse, der er forvandlet til et rovdyr. Jeg er ikke i stand til at gå hele vejen hjem igen eller nogen som helst andre steder hen.
    Kulden bider i kroppen, jeg suger isluft langt ned i lungerne og prøver at råbe, prøver en brummen og så bare en lille piben, men der er ikke det mindste lille piv, der er ingen stemme, jeg er blevet til en istap, der hænger højt oppe over sneen. Hænger på en gren over en blodtørstig tiger, der cirkler under træet og kun venter på, at hun fryser ihjel og dratter ned, så den kan flænse mig i stykker. Jeg ryster sådan nu, at hele kroppen rykker. Max. Mia. Messias. Lysets Engels strålekraft.
    Messias.
    Med klaprende tænder og opbydelsen af al min viljestyrke får jeg strakt det ene ben ned på grenen, jeg kom fra. Forsigtigt, centimeter for centimeter, lader jeg mig glide ned fra siddepladsen, til jeg har begge ben på grenen nedenunder.
    Der lyder et højt skarpt smæld, da grenen giver efter under mine fødder. Jeg når lige at gribe fat i stolen, jeg sad i, så jeg ikke følger efter ned på plænen. Jeg hænger tungt i armene så skuldrene knager.
    Vinduet deroppe går op.
    – Det er bare mig, gisper jeg. – Hjælp mig Camilla, hjælp! Jeg kan ikke holde fast.
    – Øh. Øjeblik.
    Hun smækker vinduet i. Mine hænder glider, jeg kigger ned og sigter efter en blød drive, slipper og tumler om i sneen. Katten skriger som en sindssyg, hospitalslægens stemme blander sig hidsigt med Christians violin og Myggens lille pibestemme. Jeg kører op og ned i hospitalets elevator, mens jeg borer ansigt og fingre ned i den iskolde sne. Kraniefraktur. Hjernen. Respirator.
Englekraft, s. 112-113

Kritikken skrev …

Merete Møller Olesen, Information, 18. februar 2000:

Op med ballonen
Der er langt imellem, at der udgives så intense og alment fængslende skildringer af de næsten voksne pigers manglende evne til at kapere voksenlivet som Bente Clods lille detut-ungdomsbog Englekraft, skrevet i en lidt hårdkogt storby-stil, men med megen charme (…)
(…) Clods bog er bemærkelsesværdig i kraft af den intensitet, der lægges i skildringen af (…) hovedpersonens kamp for at overleve og komme videre ud af mørket. For Thilde bliver det mosterens død, hvor de synger Lysets engel går med glans, og troen på fremtiden, hvor hun i koret skal synge Händels Messias, der symbolsk knyttes sammen til en forlening med døden som en realitet, med mørket som en del af livet. En næsten religiøs løftethed og tro på en højere magt, der kan bære én igennem. En smuk og stærk forestilling, der i al sin styrke og søgen virker overbevisende.

Steffen Larsen, Aktuelt, 23. februar 2000:

Glad tåreperser
Forrygende ungdomsroman af Bente Clod
★ ★ ★ ★
Bente Clod har skrevet en glad og sørgelig tåreperser. Den er fortalt i et hektisk nedturs-sprog, der klinger godt. Der er humor og en stor portion ægte kærlighed til de sære skæbner, der bor i sådan en by. De forsøger allesammen at flyve på hver deres måde.

Tonny Hansen, Folkeskolen, 14. december 2000:

Her er en fremragende, medrivende, bevægende roman om alt det, der er svært i livet: Kærligheden, venskaberne, den ubegribelige sorg, følelsen af forladthed. Om en ung piges rutschetur ud i sumoen efter en livsbekræftende mosters død og om kampen for at hage sig fast i det, der betyder noget.
Ingemanns salme Lysets engel går med glans er ledemotiv i denne velskrevne og velkomponerede roman, den klinger med overalt i hovedpersonens hverdag og udtrykker skiftevis fortvivlelse og håb.
Forfatteren økonomiserer med sine oplysninger, der dryp for dryp tegner et billede af to vidt forskellige piger i krise og det akavede venskabsforhold, der kommer ud af deres møde. Vi får nogle person- og miljøskildringer af såvel Christianias og Maria Kirkeplads’ sumpere som af den højere mellemklasses desperate forsøg at holde deres eksistentielle kriser skjult under en glatpoleret overflade.
Det er stærk og anbefalelsesværdig læsning for de ældste elever. Og ligeledes for voksne, der mener at have deres på det tørre. Men som indimellem måske skal mindes om, hvem der bliver taberne, når familiens ansvarlige skal realisere sig selv.

Englekraft – hvordan blev bogen til? af Bente Clod


Skriv en film

SKAL MAN KENDE DE TEKNISKE UDTRYK FOR AT SKRIVE FILM? Nej. Ikke nødvendigvis, og ikke i starten. Du skal dygtiggøre dig i at skrue en god historie sammen og fortælle den visuelt spændende – ikke i at beskrive kameravinkler.
På længere sigt er det udmærket at kende de tekniske udtryk, der fyger gennem luften i filmmiljøet – og det er sjovt. Bare du ikke begynder at proppe dit manuskript fuldt af vi zoomer ind på hans ansigt, kameraet panorerer henover husets facade, og close up af hans åbne hånd. Måske vil instruktøren og producenten godtage det. Måske vil de føle sig trådt for nær. Fotografen vil helt sikkert ikke bryde sig om det. Det er hans og instruktørens opgave at tilrettelægge manuskriptets skudvinkler og billedudsnit. Din opgave er at give dem de ord, hvorpå kameravinklen skal bygges. At skrive en masse fototeknik i manuskriptet er dårlig stil. En åben hånd, der viser noget, må nødvendigvis filmes tæt på – det behøver du ikke angive. Et par øjne, der løber i vand skal ses tæt på – det siger sig selv.
Jeg kommer senere ind på, hvordan man kan lægge kameravinkler ind i sproget.
Opbygning af et kort handlingsforløb (filmisk tid: 1-3 min.) Fortæl følgende historie i 3 scener:
1. Dreng får stor indpakket fødselsdagsgave.
2. Dreng pakker ud. Vi ser hvad det er.
3. Gaven
– er gået i stykker
– betyder, at han kan gøre noget, han længe har villet
– er ikke det han forventede
– kan ikke bruges
Skriv en film, s. 9-10

Kritikken skrev …

Henrik Vesterberg, Politikens Filmtillæg, 13. marts 1998:

Bogen og dens friske titel kan umiddelbart godt opfattes som lidt i stil med Hvordan du tjener din første million … men de mange konkrete opgaver undervejs gør den til en bog man i højere grad skal skrive sig igennem end bare læse for at samle nogle gode råd og konkrete oplysninger sammen. Skriv en film er stærkt handlingsanvisende hele vejen igennem. Fra visualiseringsøvelserne i første del bevæger den sig videre i sceniske konstruktioner og fører langsomt læseren ind i berettermodellens forskellige stadier, og følger hele projektet til dørs indtil den sidste gennemskrivning.
… mange af metodens grundspørgsmål kan bruges til at få rettet sit projekt på ret køl igen, hvis det for alvor er ved at kuldesjle. Alene bogens omfattende checkliste i forhold til personregning, ville løfte kvaliteten og troværdigheden i mange danske fiktionsfilm, hvis den blev taget i anvendelse inden den sidste hånd blev lagt på værket.

Filmanmelder Anja Hitz, Ekstra Bladet, 3. februar 1998:

Det amerikanske bogmarked bugner af de såkaldte how to-bøger. (…) Den danske forfatter Bente Clod har med Skriv en film skabt den første danske håndbog, som lægger sig i forlængelse af den amerikanske litteratur. (…) Billedsansen opøves, og man udfordres konstant til at tænke i billeder frem for i ord. Det er tydeligt, at forfatteren selv er skabende og igennem kurser har haft en bunke elever at afprøve sine opgaver på.

Filmkonsulent Ulrich Breuning, Filmguiden, august 1998:

At have skrivelyst uden at kende til teknikken svarer til en motor uden benzin. Det hele brænder uvægerligt sammen. Men bare rolig. Der er hjælp at hente, hvis hjernen tumler med idéer og fingrene klør efter at ramme tangenterne. (…) Bente Clod ved hvad hun skriver om. Hun er selv forfatter, hun er uddannet på Den Danske Filmskoles Manuskriptlinie, og hun har ledet adskillige kurser ud i samme filmmanuskriptskrivnings sære og svære kunst. (…) Når Bente Clod refererer til forskellige film, er det klassikere eller andre kendte film, som er lette at finde i en velassorteret videoforretning. (…) God skrivelyst!

Filmmagasinet Scope (www.scope.dk) skriver:

Forfatteren, foredragsholderen m.m. Bente Clod, der blandt andet er kendt for sine omfattende skriveværksteder, har begået en net lille guide om at skrive en film. Bente Clod er selv uddannet filmmanuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole, og går bestemt meget professionelt til værks i sin bog; hele forløbet omkring tilblivelsen af en film er beskrevet nøje, lige fra den første spæde idé til pitch, synops, treatment og det endelige manuskript. (…)
Bogen kan bruges som brevkursus.

Ex hibition

… This is nauseating. Here I am, sitting in a cafe in broad daylight on a Sunday afternoon, in honour of my dear, departed husbond, and I get a breast stuck right in my face. A breast with a repulsive piece of jewelry on it. How can such a respectable looking lady stand there and actually do such a thing? It must have hurt to have it done, who could have done it? Her lover? With or withour her consent? Could it have been her own idea? Someone should call the police …
Voyeur, Ex hibition
… The darkness inside her exploded into light. While the colours slowly drifted down and landed on her very core, she realized that the feeling of a thousand hands was not simply a miracle. Sam had awaken behind her in the huge water-bed.
She glanced at Harry’s sweaty face. Had he noticed? He slid out of her now, a little worm that left warm liquids between her buttocks.
Anger and panic took hold of her. She wanted to push Sam away and opened her mouth to say something, when a pleading hand covered her lips. Please let me, it said. Just this once. Just tonight.
How often did Sam touch anyone? Did he have anyone at all to go to bed with – or did he hug his pillow as she did herself, night after night? Harry put a sleepy arm around her. Good heavens, if she could make old Sam happy …
Green eyes, Ex hibition
… I am an elephant. With no clothes on I am an old wrinkled elephant. Without the grace that most elephants possess, I’m afraid. (…) But even elephants deserve a good time once in a while. Gerda and I know that. I’m not saying Gerda looks like an elephant. With her long neck and nervous hands she’s more of an ostrich. We have our regular day for going to the baths.
The baths are full of bodies. Full of stories …
Steam, Ex hibition

Kritikken skrev …

Jens Andersen, Berlingske Tidende, 10. august 1997:

Tidens danske prosa lider af berøringsangst for erotik, der enten er fraværende, gjort til blød porno, skjult bag ironi eller forvrænget i pervers vold.
Det er fornemmelsen, man meget ofte sidder tilbage med, når man har læst endnu et tilskud til tidens danske prosa, der lider af berøringsangst. Hvis ikke erotikken er fuldstændig fraværende, er den gjort til blød porno eller skjult bag ironi, eller forvrænget i perversioner og voldsudpenslinger, hvor det åbenbart er meget nemmere at forholde sig sprogligt til menneskekroppen.
Her kender visse forfatteres ordforråd slet ingen grænser, mens de konfronteret med det erotiske blokerer totalt. Forfatteren Bente Clod, der giver skrivekurser i Erotica (Kunsten at ægge og fængsle læseren erotisk) og netop nu er aktuel med syv erotiske fortællinger på engelsk, Ex hibition fra forlaget Stokrose, udtaler i den anledning, at mange skandinaviske forfattere viger tilbage for udfordringen og sætter punktum ved soveværelsedøren: så må læseren selv tænke sig til resten.
Jo, i visse henseender får vi alt, alt for lidt i nyere dansk litteratur. Måske den skulle på weekendkursus hos Bente Clod og få renset sproget, så det igen bliver muligt i litteraturen at sige jeg elsker dig (og det der er frækkere og vildere) uden at det lyder som en dum vittighed.

Køb Ex hibition her


Cirklens hemmelighed

Lise Garsdal, Politiken, 14. maj 1997:

Behageligt formeksperiment fra Bente Clod på Kaleidoskop.
Billedmosaikkens Francis Bacon-lignende ansigtsknuder danner et tæppe, der punktvis gennemhulles af lys, lyd og bevægelse. Nysgerrigt følger man ordene og de flagrende kvindearme, der elegant perforerer det, man først troede var massivt som patriarkatet selv.
En kvinde bokser i sin transparente stofpuppe, arbejder med hinden og fristes af lyset på den anden side. Og så bryder hun igennem – hinsides. For først efter forfatterens død blev Emily Dickinsons poesi anerkendt.

Camilla Kjærsgaard, Berlingske Tidende, maj 1997:

Et udsnit af den amerikanske digters liv, der præsenterer Dickinsons som en begavet og selvstændigt tænkende kvinde, men som på bedste Jane Austen-manér undertrykker sin fornuft og sine følelser.

Paul-Jørgen Budtz, Ekstra Bladet, 12. maj 1997:

Ikke til at komme udenom, men heller ikke til helt at elske.

Gul engel

Jette Lundbo Levy, Information, 23. november 1990:

Lyst – lede og fødslens mysterium … … beretninger om hverdagsmennesker og -situationer, der alle cirkler om lysten og kærligheden som det livgivende, men også truende i en virkelighed, som ellers er tømt for mening. Bente Clod stiliserer målbevidst sine fortællinger, nogle af dem nærmer sig lignelsen og eventyret. Andre gennemfører deres motiver, så de mod historien lukker historien i en verbal pointe …

Preben Meulengracht i Jyllands-Posten samme dag:

Det kan lyde som banal mystik; men Bente Clod er hverken banal eller mystificerende. Hun er en nøgtern forfatter, der mestrer den kunst at skrive en historie, sådan at den åbner sig til det meningsfulde. Og desuden kan hun lege netop så meget med sin stil, at den tangerer både det ironiske og det alfeagtige.

Carina Waern havde den 2. juni 1991 i Dagens Nyheter en samlet anmeldelse af 12 danske bøger. Den sluttede:

Endelig en af den danske kvindebevægelses forgrundsfigurer Bente Clod, som med novellesamlingen Gul engel demonstrerer en dyb menneskelighed, med sans for hverdagens bundløse huller og situationskomik. Titelnovellen handler om en forladt kvinde som løber amok i blind jalusi. Måske synes jeg at Bente Clod – som slet ikke beskæftiger sig med det biografiske – kommer længst i en meningsfuld Kvindelitteratur som også kan være en mandslitteratur, for i disse noveller figurerer lige mange mænd som kvinder. Her formuleres ingen stolte idealer, her iklædes egne forventninger ikke historiske skikkelser. Det handler om hvordan livet kan opføre sig her og nu.

SKRIV – en bog om at skrive

Kan man lære at skrive? Hvem ville spørge, om man kan lære at male, danse, spille musik eller tennis? Enhver ved, at lysten til at udtrykke sig indenfor et område først må være til stede; derefter følger en nærmere udforskning og afprøvning af lysten. Hvis den stadig bærer, skoles udtrykket i en dygtiggørelse, hvor talent, lyst og praktiske erfaringer går op i en højere enhed. At have gået på Kunstakademiets malerskole er ikke nogen garanti for at man er et vordende geni. Men det giver adgang til grundlæggende færdigheder og til et malende miljø. Samværet i læreårerne omkring den skabende proces, maleformer, udstillinger m.m. gør det muligt for den enkelte at danne sig sin identitet og stil. Jeg tror der er en stor portion håndværk at lære for enhver, der udtrykker sig skriftligt. Journalister bruger fire år alene på at lære at formidle nyheder. På samme måde er der nogle grundlæggende erfaringer at gøre for den skønlitterære forfatter.
Fra forordet.

Hvad er en tekst? Her i bogen kalder jeg alle former for nedskrevne ord for tekster. Det er et neutralt udtryk … og det siger intet om tekstens indhold eller kvalitet.
Opgave Find en graffitti, et vejskilt, et digt af Pia Tafdrup og de tre første strofer af Oehlenschlägers Guldhornene.
– Hvad er forskellen mellem de fire tekster?
– Hvad kan du ellers sige om dem?
– Hvilken tekst vil egne sig bedst som første introduktion til dagens Danmark? Hvilken tekst vil du helst have hængende over din seng? På dit WC? Hvilken vil du skrive af og sende i et brev til din mor som opmuntring?
Skriveopgaver – Beskriv en gadedør så vi får et indtryk af de mennesker der bor inde bag døren. Max. 5 min.
– Skriv en tekst med følgende tillægsord: oprivende, knivskarp, klukkende, løftet, underlig, varm. 5 min.
– Stryg derefter de seks opgivne ord.
Hvilken tekst er blevet bedst? Den første eller den sidste? Kan du undvære alle seks ord eller kun nogle af dem? Hvorfor?
– Skriv en dialog: et skænderi mellem to forskellige personer (ung/gammel, fattig/rig, stor/lille). Den ene har højere status end den anden. I løbet af skænderiet skifter status, så den svage bliver stærkest. Max. 10 min.
– Beskriv et kys som om du var kommentator til en fodboldkamp. 5 min.

Kritikken skrev …

Annelise Vestergaard skrev i Jyllands-Posten 6. oktober 1987:

Oplev Bente Clods brud med monopolet! … det monopol, som Bente Clod nu har brudt ved at lade hånt om visse forfatteres (og læseres) fine fornemmelser og slå fast, at vist er talentet medfødt, men det skader ikke at lære det rent håndværksmæssige bag skribentvirksomheden, skønlitterær eller faglig.
Fænomener som skriveblokering, angst for det tomme papir, manglende tro på sig selv og sårbarhed over for negativ kritik er ikke forbeholdt de endnu ukendte søgende og tøvende skribenter.

Arne Säll skrev i den svenske konsulentudtalelse til bibliotekerne:

På en pædagogisk og letfattelig måde gennemlyses en række tekniske og stilistiske problemer i skrivehåndværket, med udgangspunkt i de tre genrer prosa, lyrik og dramatik. Der indgår et stort antal skriveopgaver … en række praktiske råd om kontakterne med forlag og redaktioner, forfatteres arbejdsvilkår samt uddannelsesmuligheder … litteraturliste og stikordsregister kompletterer fremstillingen, som frem for alt egner sig som kursusmateriale i skrivegrupper.

Åke Edwardson skrev i fagbladet Journalisten nr. 12, 1994:

Der skal mod til at have talent, skrev Brandes om H.C. Andersen. Der skal selvtillid til for at udvikle talentet, skriver Bente Clod, og hendes bog kan netop bruges som inspiration til det indre sprog.

Køb Skriv her


Solen i øjnene

May Schack, Politiken, 15. marts 1986:

Det lyriske udtryk trækker på et bredere register, og er blevet mere billedrigt, men fokus er det samme: hvad sker der mellem mennesker, hvad består de små bevægelser af som både skiller og forener mennesker, især i de intimeste relationer, og endelig hvordan udslettes den grænse, der er mellem jeg og du.
Det polemiske udtryk, som mange forbinder med Bente Clod, er kun til stede få steder, som f.eks. i det kvindepolitiske digt Kunstnerhustru. Ellers er kønnet opfattet som en flydende størrelse, der er underordnet det individuelle.
Det er en rig og broget digtsamling, der markerer Bente Clods tiårs jubilæum som forfatter … (den) markerer et skift i forfatterskabet. Der kobles ikke til nogen kvindebevægelse eller færdige og tidstypiske tankegange om vilkår og udvikling.

Stig Dalager, Aktuelt, 17. april 1986:

Der er brød, ukuelighed og sødme i stoffet, og bogen er endnu en af mange, der i det sidste årti har åbnet for det kvindelige univers på en ny måde.

Poul Borum, Ekstra Bladet, 7. marts 1986:

Fænomenet Bente Clod er på mange måder den typiske kvindelige halvfjerdserdigter … Der er ikke noget der er forbudt, bare man gør det godt. Clods forrige digtsamling Imellem os blev, med rette synes jeg, indstillet til Nordisk Råds pris – til stor forargelse for alle de litterære, der aldrig kunne drømme om at læse en bog af Bente Clod. Også hendes nye store digtsamling Solen i øjnene er fuld af frodig fantasi og livsglæde og energi, så meget at det af og til går ud over meningsfyldtheden. Men de bedste digte er pragtfulde, og det er tit de længste og mest snakkende og erindrende og private som årstider og Husker Du.

Jytte Houkjær, Kristeligt Dagblad, 7. marts 1986:

Idag er det på tide, at vi ønsker til lykke, ikke så meget med fødselsdag eller jubilæum som med den kunstneriske udvikling, Bente Clod har demonstreret sideløbende med sit engagement som foregangskvinde inden for kvindebevægelsen.

80 år i bevægelse

Aktuelt, 28. marts 1984:

Hellere rød end død. Understreget med vejrfast spraydåse-maling. Ført med rystende sikker hånd. Af civ. ing. Eigil Poulsen, Nansensgade, København.

Morten Thing, Information, 30. marts 1984:

Det er Eigil Poulsens datter Bente Clod, der har redigeret både bidragene om og erindringerne af Eigil Poulsen. Og denne metode kan varmt anbefales af andre, der tænker på at skrive erindringer: gør det sammen med dine børn – hvis du tør!
I det her tilfælde har det haft en meget gunstig virkning. Det er faktisk nogle af de mest interessante venstrefløjserindringer, jeg har læst. Det skyldes hverken dét, Eigil Poulsen har lavet, eller hans litterære kvaliteter. Det skyldes at hans liv tegnes i et billede, som er skabt med datterens hånd, og at denne hånd ikke er problemskyende. Billedet forener på en eminent måde Eigil Poulsens offentlige og private sider, så bogen også bliver en almen bog. En bog om det politiske menneskes muligheder for at leve et ordentligt liv.

Hanne Reintoft skrev:

Bente Clods bog om sin aktive fader er mere end fornøjelig og inspirerende læsning. Den opfylder bl.a. ældrekommissionens idéer om at gengive vor ældregeneration respekt og værdighed.

Røde tråde

Niels Barfoed, Politiken, 28. februar 1984:

Mille var på hemmelig mission den nat – som eksmanden kaldte det. Connys mission er omvendt meget åbenlys, men altså ikke uden skjulte sider. Stykket selv havde en ganske ligefrem mission. Der var noget, man kunne identificere sig med, samtidig med at det meget ligetil viste, at der er en verden udenfor kernefamilien eller dens ruiner. Derimod savnede instruktionen visse indfølinger.

Knud Schønberg, Ekstra Bladet, samme dag:

Der var så meget i de Røde Tråde, så meget præcist oplevet og aflyttet, tænkt, koncentreret og spillet, at det for mig gerne måtte have været en halv time længere. På grund af den vældige koncentration, var replikkerne næsten kogt ind til bevingede ord, men de stod sig. Og så var det også meget præcist besat med Lise Ringheim, Ulla Henningsen, Birgit Brüel og Arne Hansen. Jeg begyndte med at sige virkelighedsskildring, og det mente jeg. Det må gerne gå op for de af mine kønsfæller, der tager kvinders gadedørsnøgler som en selvfølge, og betragter kvindekunst som overdimensionerede grydelapper.

Per Arboe-Rasmussen, BT, samme dag:

Aftenens TV-stykke af Bente Clod havde man nok set hen til med skyklapperne sat på plads. Nu skulle vi igen have en omgang kønsrollelirumlarum. Og hvad fik vi så? Et meget smukt stykke, der på en ærlig og god måde gav os et billede af kvinder sammen på alle leder og kanter. Det blev så godt spillet, at det var med til at rive en masse skranker ned, og fjerne fordomme.

Jens Kistrup, Berlingske Tidende, samme dag:

Hvis Bente Clod havde været en rigtig dramatiker (…) ville denne konflikt være blevet mindre enkel at tage stilling til.
Et kursus i kvindekampens elementære præmisser med særligt henblik på den midaldrende gifte-fraskilte kvinde – mere ville Røde Tråde ikke være, og mere kunne det heller ikke blive i Li Vilstrups noble instruktion med de lyse Bo Bedre-interiører.

Vent til du hører mig le!

Pil Dahlerup, Information, 8. november 1983:

Bente Clod kan mere end at forme ord og stemninger. Hun kan komponere en roman med elementær fortællekunst og holde læseren åndeløs i lange passager.
Lidenskaben er rygraden i Bente Clods roman, men hun har villet mere end det. Vent til du hører mig le er også en slægtsroman, der tegner en samhørighed i tid og i liv.
Også på anden led er hun det nærmeste bud, vi har på en kvindelig Rifbjerg. Samme mod og stædighed i bearbejdelse af kønnet, samme spændvidde fra det skæreste til det saftigste, samme sprogøre, samme fare for at sjuske og for at tabe niveau.

May Schack, Politiken, 12. november 1983:

Beskrivelsen kan ses som en kvindelig pendant til Chr. Kampmanns romaner om homoseksualitet. Det er godt, at sådanne udviklingsforløb synliggøres i litteraturen, men det havde her fået mere vægt og mindre præg af referat, hvis Bente Clod ikke havde været så ambitiøs, at hun vil skrive om så meget og så mange på én gang.

Anne Chaplin Hansen, Jyllands-Posten, 8. november 1983:

Bente Clods bredt bølgende roman rummer også i sin søtersolidaritet en utrolig mase fortumlet ømhed, mange graders menneskevarme, vældige vilde drømme og syner, og det er et drengebarn, der fødes i bogens slutspurt.
Med de hundrede mødre skal den lille fyr nok få ris til sin bag. Kvinderne ler.

Jens Kistrup, samme dag i Berlingske Tidende:

Bente Clod skriver ikke dårligt. Mange af figurerne og optrinene lever, og den store komplicerede romankomposition bryder ikke sammen undervejs. Det er helt flot …

Imellem os

… Jeg er kommet for at blive. Skriv det ned!
… Jeg er damen med underkrop
og tungsindigheden i armhulerne
jeg er din tanke og din tankeløshed
din drøm
og din drømmeløse søvn.
Jeg er trapezen
der bærer fra spring til spring
jeg er pudlernes øjne
og dværgenes tårer
jeg er fjerbusken på hestens pande
når den stejler.
Jeg er blå – jeg er grøn
om torsdagen når du spiller
er jeg glødende hvid.
Jeg er hurtigt når du snakker
jeg er træt når du ser bort
jeg er buen der kan sprænge
dine scener.
Jeg er dit digt.
Af samme stof
som cirkustelte gøres af.
Om lidt
opsuges jeg og ender som en lap
for enden af teltpælen.
Der er ingen mening i det
der er ingen retningslinier
du går fremad skridt for skridt i dybblåt mørke.
Der er standpunkter og vinkler
der er regler. De er ændret.
De kan allerhøjst gi en illusion.
Og hvis mit kranspor ligger rigtigt
går vi lidt til venstre nu,
stiller ind og filmer løs imens de spiller.
Selvom lyden er lidt ulden
selvom lyset næsten blænder
kan det blødes. Vil du hente den flamingo?
Natbog, Imellem os, 1981

Kritikken skrev …

F.P Jac, BT, 11. september 1981:

Det som man ikke troede muligt er sket, Bente Clod er blevet kunstnerisk voksen. Efter nogen overvurderede bøger (synes Deres anmelder), udgiver hun i dag en fremragende digtsamling. Fra kronikørstadie til et smæk af en digter …
Med bogens sidste to linier gøres der status: jeg skriver så snart jeg ved/hvor jeg er kommet hen. Og det er faktisk det der er kommet en digtsamling ud af. Tak.

Jens Hennebjerg, Aalborg Stiftstidende:

Flot Bente Clod med salt i håret.

Finn Stein Larsen i Weekend Avisen, 30. oktober 1981:

… Ingen katzenjammer, men en visionær skildring båret af tillid til og viden om kvindens ukuelige følelses- og fantasiressourcer. Samlingen er blevet så god, fordi dens ståsted på én gang individuelt og alment viser en problemfylde, hvor sårbarhed, angst, fortvivlelse og fallit vedgås og dog ikke kvæler evnerne til at flyve og synge. Der er menneskeligt og kunstnerisk mod i Clods bog. Hun er en vismand med forlov …

Poul Borum i Ekstra Bladet, 11. september 1981:

Allerede Bente Clods roman Syv sind sidste år var en overraskelse: den beviste at hun ikke bare er debattør men også digter. Og digtsamlingen Imellem os er endnu bedre, en moden og suveræn bog, vittig og humoristisk og sprudlende, en bog fuld af nye tanker og oplevelser, med et sådant pres at sproget ikke altid helt kan følge med. Men mindst ti af 25 digte er fantastisk gode.

Erik Skyum-Nielsen i Bogens Verden nr. 4, 1984, om månedens lyriker, Bente Clod:

Indtil for få år siden forbandt kun få litteraturinteresserede Bente Clods navn med lyrik … Med Imellem os tager forfatteren derimod et spring ud på det dybe vand, såvel i personlig som litterær forstand. Den reportagelignende form, hvor digtet grænser op til dagbogsnotat og brev, afløses af – poesi, hvis kerne er en sammensmeltning af sansning, følelse og sprogligt billede …
Digtene holdes ikke i et abstrakt, upersonligt tomrum, ejheller i en sproglig selvspejlen, de har hele tiden et element af henvendelse, en vilje til at nå ud til andre mennesker.

Skuespilleren Lene Vasegaard i Lyrikbogklubbens (Borgen-Gyldendals lyrikbogklub) medlemsblad, februar 1983:

Da Bente Clod sendte mig sin digtsamling Imellem os og jeg havde læst den/spist den, sagde jeg: Pas på, nu bliver du berømt. Det er store ord i maj, men de (digtene) er svære at henføre til noget dansk.

I anledning af indstillingen af Imellem os til Nordisk Råds Litteraturpris skrev anmelderen og forfatteren Mette Winge desuden i en klumme i Berlingske Tidende om valget af de to indstillede forfattere Henrik Stangerup og Bente Clod, at det var en skandale: nu var bunden nået for Danmark …
Køb Imellem os her


Karen

(Omtale under forberedelse.)


Närkamper

(Omtale under forberedelse.)


Syv sind

Kære Mirjam Ågård Jeg har lige læst Spring og kan ikke lade være med at skrive til dig. Den bog har betydet så meget for mig! Jeg har læst den tre gange. Hvor må det være spændende at leve sådan som du gør – –
Hun hørte en lyd inde fra arbejdsværelset og vendte sig om. Sylvia Plath så ned fra plakaten på væggen: – Sådan er det! Man synes det går lidt bedre, man tror det værste er drevet over – og så, når alting er faldet i søvn omkring een, når det hele ser normalt ud igen, så sker der noget. Og man rejser sig og går ud i køkkenet –
Joan Armatrading blandede sig: – Du havde børn! Du havde en mor!
Sylvia betragtede den spændstige skikkelse med sit skrå blik: – Jeg havde ikke mig selv.
Joan så ud som om hun ville sige noget mere. Så vendte hun sig mod mikrofonen igen og slog en akkord an: – One touch from your fingers and I’m burnin’ –
– Der er iskoldt i London denne vinter. Elektriciteten er afbrudt, hviskede Sylvia.
– And I can’t seem to put out the fire –
Der lå en tænkstiksæske i vindueskarmen. Mirjam strøg en tændstik. Flammen var gul og smuk og spejlede sig svagt i ruden. Helt inde ved træet var den blå og sydede svagt.
Hun bar avisen ud i køkkenet og lagde den forsigtigt ned i vasken. Så strøg hun en tændstik til og iagttog hvordan gløderne åd sig igennem papirlagene og forvandlede dem til rygende sorte flager. Hun kom i tanker om den anden avis, hun havde kylet ind i væggen igår, og hentede den. Den brændte endnu bedre.
Sylvia havde ret: det var koldt. Hun skuttede sig i den tynde bluse mens hun pillede tegnestifterne ud af fotostatens fire hjørner. Sylvia så bekymret på hende, mens hendes lille smil brændte til aske.
Røgen fik øjnene til at løbe i vand, Mirjam hostede, åbnede et vindue. Hun gik ind i stuen og fandt Idas plader frem, iagttog det leende ansigt på omslaget. Så satte hun sig på hug foran det lave bord med ø-materialet.
De forskellige mapper, bånd og kasser med notater, bunkerne med beskrivelser af øens personer, bøger om økologi og landbrug lå hvor de hele tiden havde ligget som om intet var sket, uanfægtede, uforandrede. Hun tog en stak papirer og glattede forsigtigt over dem. Så rev hun dem over på midten og igen på langs.
Hun vrikkede påskelammet løs af sin limklat, og satte den op på boghylden ved siden af de to blå figurer. Så tømte hun fåremappen for papirer og puttede dem ned i vasken til Sylvia. Langsomt, med et ark ad gangen for at undgå for store flammer, så hun manuskriptet blive forvandlet til askeflager. Det brændte godt. Hun fodrede gløderne i køkkenvasken med ark efter ark mens væggen bagved blev sværtet mørk af sod. De hvide og grønne og lyserøde ark blev sortere end teksten der stribede dem på tværs. Hun nåede lige at poste vand på gløderne før hun dejsede om inde i sengen, sejlende af koldsved.
Syv sind, s. 232-233

Kritikken skrev …

Mette Starch, Information, 18. november 1980:

Med Syv sind har Bente Clod begået en roman, som vil gå ind i litteraturhistorien som eksemplet på den kvindelitteratur, der fulgte i Rødstrømpebevægelsens kølvand. Hvis altså historien er os venligt stemt!
Syv vidt forkellige mennesker, såre almindelige kvinder, der mere eller mindre tilfældigt har fundet sammen i gruppen. Har delt hinandens glæder og især problemer, men aldrig formået at gøre op med den grundlæggende angst. For livet, for de andre og for hinanden …
Både stilistisk og indholdsmæssigt er (…) Syv sind en roman i bedste traditionelle forstand: personerne er helstøbte og bærer bogens handling …
Syv sind viser, at Bente Clod nok skal holde sig flydende, også uden denne tidevandsbølge.

Lene Bredsdorff, Politiken, 17. oktober 1980:

Her er en roman, der experimenterer med sig selv og sin egen tilblivelse, og her er den afstand og omdigtning af det private som er nødvendig, hvis en bog ikke bare skal være brugslitteratur, men litteratur. (…) Styrken i Bente Clods forfatterskab er hendes indædte synliggørelse af en skjult kvindeverden. Hun skriver medlevende godt. (…) Ritualmordet på øbogen minder om et tilsvarende i Sylvia Plaths Glasklokken. (…) Mirjam når frem til skrivemaskinen – parat til at skrive forfra.

Bris i BT, 17. oktober 1980:

Den bog er et uvejr – læs den så, I hanfolk.

Poul Borum, Ekstra Bladet, november 1980:

Fejlen ved Bente Clod er, at hun kan skrive … Syv sind er nervepirrende irriterende både ved sin frelsthed og ved sin fortvivlelse. Samtidig kan man ikke lade være med at læse den med beundring og en vis begejstring. Alligevel er den susende godt skrevet, meget bedre end succésbogen Brud

Jens Kistrup, Berlingske Tidende, 17. oktober 1980, under overskriften Bente Clod på vej:

… Kort sagt: fiaskoen giver hendes talent – for en slags talent har hun – den nøgternhed, der kan gøre hendes forfatterskab til andet og mere end ét evigt selvbekendende og selvanalyserende egotrip.

Synnöve Clason, Svenska Dagbladet, 5. november 1981:

Syv sind er på sin vis romanen om en roman. Læseren får del i Mirjams bog kapitelvis. Den danner kontrapunkt til den dominerende rammefortælling, og fremstår tematisk som et alternativ …

Immi Lundin, Aftonbladet, 5. november 1981:

Måden hun skildrer kvinders arbejde, venskab, kærlighed viser i høj grad at både hun selv og kvindebevægelsen virkelig er i bevægelse, i hverdagen, mod fremtiden.

Den tyske avis Die Tageszeitung bragte 17. februar 1983 en længere, positiv anmeldelse under overskriften: Der Roman aus der Frauenbewegung.


Undervejs

(Omtale under forberedelse.)


Opbrud

Knud Sørensen, Aktuelt, 31. marts 1978:

Vi nøjes ikke længere med eget værelse
Nu vil vi have fælles værelse
Vi vil ha fællestelte af stålskeletter
der kan bære vægten
af vores drømme.
Citatet stammer fra digtet Kvindelejr. Det står i Bente Clods digtsamling Opbrud, hendes debut som lyriker … Der er digte, som lader læseren – den mandlige læser i hvert fald – opleve og forstå nogle medmennesker på en måde, som i kombinationen oplevelse og forståelse er ny …

Citat fra bogens efterskrift, der beskriver selvudgivelsen:

At udgive sine bøger på et etableret forlag er omtrent som at blive indlagt på hospitalets fødeafdeling: barnet er nok ens eget, men følelsen af afstand og fremmedgørelse er forstemmende, selv når man gør hvad man kan for at følge processen. Denne gang besluttede jeg mig til at føde hjemme …


Vignet fra bogen.

Kvinder må aldrig mere tabe hinanden af syne!

Antologien giver et indtryk af den subkultur, der aldrig har eksisteret, men aldrig er blevet taget alvorligt. Desuden udfylder den en lille del af det store hul, der kendetegner kvindens plads i historien.
Fra bagsideteksten

Uddrag fra bogen

TIL EN VENINDE
Kom ikke til kaffe,
Mine kopper er så tynde,
At de brister mod dine læber!
Kom ikke
For at rose de ting, jeg har i
Min lejlighed,
Eller for at konstatere,
Om mit ægteskab er intakt.
Mine katte vil kradse
din venlighed itu.
Kom,
fordi vi
Ikke har nogen tid
At spilde …
Marielouise Jurreit
ROLADE
Kone
Kæreste
Kælling
Rolade
Kvinde
Koryfæ
Kyllingemor
Rolade
Kusse
Kapital
Kødbolle
Rolade
Kønsobjekt
Rolade
Ordleg.
Ann Mari Urwald
Hvis vi først selv begynder at tro på, at det, vi selv føler og oplever, ikke er rigtigt og begynder at udskifte vores egen følelser og oplevelse med det, vi får at vide, vi skal føle og opleve, så er vi lette at undertrykke. Når vi ikke længere tror på os selv og ikke tør føle det, vi føler, eller opleve det, vi oplever, er vi helt afhængige af andre og deres viden om, hvad vi skal føle og opleve.
K. Vinder (fra Kvinde, kend din krop – en håndbog, Forlaget Tiderne Skifter, 1975)

Digt fra den efterfølgende digtsamling Opbrud:

Dumt spørgsmål til Gyldendal 1976
Hvorfor er Dorrit Willumsen, Sandra Holm, Lene Malmstrøm
udkommet i små forskrækkede papirindbindinger,
sat med skrivemaskine på billigt papir,
Mens Jørgen Sonne, Thorkild Bjørnvig, Henrik Nordbrandt, Kristen Bjørnkær
udkommer i lækre røde sorte designede omslag med flapper og plads nok,
trykt med smuk sats på off-white papir –
???
Nåja.
Selvfølgelig.
Det er da klart:
Helt tilfældigt.
Ja.
Syntes bare lige jeg ville spørge.

Anmelderne om Kvinder må aldrig mere tabe hinanden af syne!

Annelise Vestergaard i Jyllands Posten, 15. november 1977:

Blandingen er blevet til betagende læsning.

Gretelise Holm i Politiken på udgivelsesdagen, 1977:

Spørgsmålet er ikke længere: Hvorfor var der ingen store kvindelige forfattere? Men: Hvilke var der, hvorfor vidste vi intet om dem?
    Citat af Verena Stefan, som Bente Clod bruger i indledningen til antologien Kvinder må aldrig mere tabe hinanden af syne, som udkommer i dag på forlaget Forum.
    Det er digte og prosa og historie af kvinder og om kvinder, som Bente Clod har redigeret eller, som hun siger, næsten har redigeret sig selv:
    Da forlaget Forum i efteråret tilbød mig at redigere denne antologi af kvindelige forfattere slog jeg til med glæde. Jeg var klar over, at bogen ville blive til på grænselinjen til det eksisterende system, men jeg så tilbuddet som en udfordring.
    At dykke ned i den såkaldte kvindelitteratur som jeg gjorde for at danne mig et indtryk af, hvad kvinder skrev før i tiden og nu, var som at blive revet med af en stormflod af uens strømhvirvler, en rasende latter af hundrede stemmer, så forskelligartede, at de umuligt kunne puttes i én kategori som kvindelitteratur. Litteratur var det, menneskelitteratur om man vil. En litteratur der satte ord på ukendte livsvilkår og årsagen til dem. Som talte roligt og gennemtrængende uden at råbe, som ikke primært udsprang af præstationstrang eller nødvendigvis endte med et slutfacit eller en uomstødelig konklusion,
fremfører Bente Clod om forarbejdet.
    Resultatet er blevet spændende, gribende og afvekslende læsning, som taler stærkt til kvinder, men som bestemt heller ikke er uegnet for mænd.
    Der er nøgterne beretninger om, hvordan kvinder for to menneskealdre siden blev fængslet og tvangsfodret, fordi de kæmpede for at få stemmeret … Der er kamp-digte, sociale digte og digte om kvinders ringe vilkår i det traditionelle parmønster. Der er også meget, der handler om, hvor svært det er for kvinder at få accepteret deres egne følelser og oplevelser og ikke mindst få lov til at beskæftige sig kunstnerisk med dem. Der skrives om husarbejdet, om at være træt, når man skal elske sin mand. Og en hel masse andre emner, som særlig vedrører halvdelen af menneskeheden.
    Forfatterne er fra fortid og nutid, fra ind- og udland, kendte og ukendte. Nogle måtte skrive i smug og under almindelig samfundsfordømmelse. Andre havde lidt lempeligere vilkår, men alle kæmpede de mod hvad den amerikanske feminist Adrienne Rich kalder de mandskontrollerede kulturvarekæder, og mange opgav kampen og fik først mulighed for at trænge igennem med kvindebevægelsens egne institutioner.
    Samme Adrienne Rich mener også, at Denne nye kultur, skabt og defineret af kvinder, er vort århundredes store foreteelse. Jeg er vis på, at den i ethvert oprigtigt menneskeligt tilbageblik vil stå hævet langt over to verdenskrige, adskillige socialistiske revolutioner og alle de højrøstede kontrasignaler, der kommer fra de kapitalistiske medier, reklamebranchen, den store kunstforsyningsmaskine, disse kræfter, der er kontrollerede af mandlige kritikere, instruktører, producenter og udgivere. Adrienne Rich finder, at de mandskontrollerede kulturvarekæder er blevet mere og mere synligt sterile, og at den nye kvindekamp kæmper for retten til en selvdefineret kultur:
    Når vi ønsker at finde nogle livsvigtige ressourcer som er i stand til at møde en ægte menneskelig åndelig sult, må vi vende os til kvindekulturen, som især i kraft af sin opbygning fra græsrødderne er det bedste håb vi har for at få andre udtryk frem end vold, ironi, fremmedgørelse og åndløse gentagelser af mænds seksuelle fantasier – sentimentale eller sadistiske – vælg selv.
    Bente Clods antologi er et af de efterhånden adskillige forsøg på at deltage i kampen for, at kvinder selv får en kultur, at kvinder selv definerer og deltager. Det er næste skridt på vejen efter stemmeretten.

Brud

Bettina Heltberg skrev i Politiken d. 4. maj 1977 under overskriften Brud der heles:

Bente Clod kan skrive. Det har hun bevist mange gange – ikke mindst med kronikker i Politiken, som man altid husker bagefter. Der var den om det kedsommelige autoriserede danske samleje, som hun vandt andenprisen med i Politikens kronik-konkurrence i kvindeåret, og der var (endnu bedre, synes jeg) kronikken fra sidste sommer om lykken ved at stille sin tørst – den hed simpelthen Vand, og den var læskende, vittig og dejlig … Den levende stil, de spontane og modige iagttagelser er også kommet med i Bente Clods første roman, Brud

Ekstra Bladets Kurt Mathisen skrev samtidig:

Midt under avisstrejken har Bente Clod i Information givet udtryk for, at mænd ikke kan anmelde kvindelitteratur – det ville jo være det samme, som hvis en vegetar gav sig til at anmelde en fransk kogebog. Om det var for at forebygge, at en mand fik fingrene i hendes egen roman Brud ved jeg ikke, men nu har jeg altså læst den. Og hvad enten Bente Clod synes om det eller ej, så vil jeg tillade mig at have den mening, at det er en af de vigtigste bøger, der er udkommet i lang tid. På godt og ondt.

I Sverige skrev Åsa Moberg i Aftonbladet i maj 1977:

Jeg troede ikke, jeg kunne læse dansk før jeg gjorde et forsøg med Brud af Bente Clod … Jeg har svært ved at forestille mig en eneste kvinde som ikke har lyst til at læse denne her bog.

Da bogen udkom på svensk under titlen Uppbrott, skrev Dagens Nyheters Annika Berg bl.a.:

Uppbrott er en varm, humoristisk og bestyrkende bog. Bentes historie er ikke enestående, men det almengyldige i den formidles på en måde som hverken er banal eller triviel. Bente Clod er en meget ærlig forfatter, hun idealiserer ikke noget i skildringen af sig selv som kvinde og menneske, vægrer sig ikke mod at gøre rede for negative opdagelser i sine erfaringer med andre kvinders måde at leve og tænke på.

Märta Tikkanen skrev i Afton-bladet:

… Ikke mindst derfor synes jeg så meget om Brud: fordi den tror på menneskene. Den tror på, at man kan arbejde sammen og elske sammen uden at vende ryggen til verden.

Brud udkom i Danmark i 11 oplag, før bogen blev udsendt som paperback. Herhjemme blev den solgt i 18.500 eksemplarer, i Sverige i 42.809. Ialt solgte bogen 71.500 eksemplarer i de nordiske lande.


Det autoriserede danske samleje og andre nærkampe

… Din hånd stryger ømt
så forfærdelig blidt
at det prikker af frygt under huden.
Er det hadet der morser fra fingre til hals?
Er det gnisten, du opfanger og glatter ud
så den ikke skal nære den afsky, der gør
at du styrter dig blindt mod mit indre?
Vi er børn af det had.
Vi er skolet så fint
Vi har set vores voksne fortæres
af ætsende blikke og bundløs foragt.
Og dække hinanden med brandsår af had
mens de talte om hjerte og smerte.
Jeg kan aldrig fortælle dig
ærligt og varmt
om oasen med dig i mit indre.
Jeg må færdes alene med digte og ord.
Med idéer og længsel og blomster der gror –
jeg kan ikke fortælle dig det. Du vil tro
at jeg taler om løfter og gaver.
Og det isner af angst
en cancer af tvivl
mens jeg tar dine hænder og nikker.
Er det modermærket i hjertet, der gør
at du bøjer dig ned og hvisker så ømt
til min lyttende, stivnede nakke …
… mens du danser omkring med dit drengede smil,
mens jeg hører din latter og mærker dit kys –
ser jeg sporet
af støvlen
i sandet.
Det autoriserede danske samleje, s. 9

Bogens titel er den samme som den kronik, Bente Clod vandt andenprisen på i Politikens kronikkonkurrence 1975. Uddrag fra romanen Brud:

Jeg indleverer kronikken få timer før fristen udløber. Manden bag skranken fortæller, at der har været et bidrag hvert femte minut de sidste timer, og jeg er klar over at jeg ikke har en chance. Men jeg kan bruge den en anden gang i en anden forbindelse. Det vigtigste er at den blev som jeg ville ha den, jeg fortryder ikke en stavelse …
Først i marts kommer der brev fra Politiken …

Fra kronikken:

… Hvem sagde, at mændene har fået deres orgasme foræret? Det er rigtigt at kvinden har sværere ved det end manden, men mænd er mærkværdigvis også usikre på om det lykkes. Det er det indtryk der går igen og igen i slutningen af et samleje: to mennesker, der ligger og lytter efter, om han kommer …
… Han prøver på den ene og den anden måde, han stønner og holder vejret. Trætter jeg hende, hvorfor kommer jeg ikke, er hun mon med, jeg skulle hvile lidt, men så taber jeg måske helt gejsten, så, nu – …
… Så kommer han. Skærer ansigt, ryster over det hele som en skal man har fravristet dens inderste hemmelighed. Føler hvordan han endelig gir den sæd fra sig som var så svær at få givet videre, føler hvordan han synker tilbage til stedet, til pigen og nuet. Lægger sig forsigtigt ned: – Har du det godt? hvisker han til mig.
Hvis jeg nu svarer at jeg ikke har det godt, at jeg faktisk ikke har fået så meget ud af det her, fylder jeg ham med gode, sejlivede komplekser, vi måske kan slås med resten af vores forhold. Hvis jeg ikke svarer direkte, efterlader jeg en usikkerhed. Hvis jeg foreslår ham at give mig udløsning på anden vis, ved jeg det vil ske med helt klart hovede, uden nogen ophidselse og med den forladthedsfølelse jeg selv følte under hans udløsning. Grunden til at jeg nu hvisker jae er, at jeg i virkeligheden ikke synes det er så vigtigt med den orgasme lige nu. Det vigtigste er samhørigheden, det at være tæt sammen, holde om hinanden. Den snak, vi har før eller efter, den glæde og gensidighed vi oplever. DET betyder noget. En vattet holdning, ville nogle af mine medsøstre sige. Kræv din orgasme, du har ret til den!
Kræv. Ret. Der er det ved ophidselse, at den ikke kan styres. Vores skræmte mænd kan ikke sparkes til at give os orgasme …
Det autoriserede danske samleje, s. 56-57

Debutbogen blev en succes, trykt i to oplag og oversat til norsk. Forfatteren blev fast kommentator i flere nordiske aviser og dameblade. Det Autoriserede Danske Samleje blev et begreb i de følgende års kønsrolledebat.