Kyssekraft – udvidelse af erozonen

De erotiske noveller i Kyssekraft er Bente Clods modsvar til tidens puritanske og kommercielle syn på erotik og sex. Det er en samling våde og vilde historier, der giver fanden i alle konventionelle forestillinger om sex. På tværs af alder, køn og landegrænser åbnes sluserne. Det er ikke reality-tv, det er ægte varmeudvikling hjemme på teenagerens værelse, på et græsk hotel og ved kobberbryllypsfesten. Det tager fart højt over manegen i et cirkustelt, i Pantomimeteatret, i støvede fløjlsgardiner og et rum fuldt af vinger, i en skibskøje med for lidt plads og en dyr seng med god plads, hvor en mobiltelefon laver hemmelige optagelser. Der er fart og kulør på kyssekraften. Kyssekraft er oplagt højtlæsning på sengekanten.
Kyssekraft udkom den 24. oktober 2016 på Forlaget Tiderne Skifter.

Uddrag af Kyssekraft

Jeg kender ikke hans navn. Jeg kender ikke navnet på nogen af dem. Forleden kom der en sms fra en Lars, der sagde tak for sidst og skal vi snart ses igen. Jeg aner ikke, hvem han er. Om det er ham, jeg havde sex med bag ved baren, mens bartenderen drak sig fuld. Eller ham, jeg kneppede en tidlig morgen ude på Bellevue Strand. Bare jeg har sex, så er omstændighederne ikke så vigtige.
Da Capo, Kyssekraft

Anmelderne om Kyssekraft

Maria Sjøblom, Bibliotekernes lektørudtalelse:

Saftige, erotiske noveller, som beskriver lyst og sex på tværs af køn, alder og Landegrænser. For alle læsere af erotisk litteratur og især dem, som gerne vil have mere erotisk indhold end blot Mr. Grey og rige, smukke mennesker.
Læs hele Maria Sjøbloms vurdering af Kyssekraft.

Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet, 19. november 2016:

Hjertevarm erotik
★ ★ ★ ★
★ ★
Efter E.L. James lancerede sin husmor-erotik med Fifty Shades of Grey, har det ikke skortet på efterligninger og opgør. Sidstnævnte gør Bente Clod sig i med Kyssekraft – udvidelse af erozonen. En samling erotiske noveller, hvor stereotype kønsroller får sparket. Her kopuleres på kryds og tværs. Kvinder tager styringen. Søskende elsker. En mand med en pik så stor som Gud snitter sig selv i skridtet, så han kan bløde som en kvinde, og en spirende lesbisk seksualitet forløses. Der er vuggende seniorsex og usikre teenagehjerter. Bente Clods mange og fine historier er bedst, når hendes menneskelige blik tager styringen. For sagen er, at det er forbandet svært at skrive om sex. Det er så nemt at plastre lagengymnastikken til med eksplosioner, sol, måne og stjerner, og det gør Clod desværre også. Men når hun fortæller sine ofte overraskende historier med personer af kød og blod, er det godt og befriende hjertevarmt.

Artikel om erotica-genren

af Bente Clod
Hvordan kan det skrives, hvad skal det hedde?