Vignet fra bogen.

Kvinder må aldrig mere tabe hinanden af syne!

Antologien giver et indtryk af den subkultur, der aldrig har eksisteret, men aldrig er blevet taget alvorligt. Desuden udfylder den en lille del af det store hul, der kendetegner kvindens plads i historien.
Fra bagsideteksten

Uddrag fra bogen

TIL EN VENINDE
Kom ikke til kaffe,
Mine kopper er så tynde,
At de brister mod dine læber!
Kom ikke
For at rose de ting, jeg har i
Min lejlighed,
Eller for at konstatere,
Om mit ægteskab er intakt.
Mine katte vil kradse
din venlighed itu.
Kom,
fordi vi
Ikke har nogen tid
At spilde …
Marielouise Jurreit
ROLADE
Kone
Kæreste
Kælling
Rolade
Kvinde
Koryfæ
Kyllingemor
Rolade
Kusse
Kapital
Kødbolle
Rolade
Kønsobjekt
Rolade
Ordleg.
Ann Mari Urwald
Hvis vi først selv begynder at tro på, at det, vi selv føler og oplever, ikke er rigtigt og begynder at udskifte vores egen følelser og oplevelse med det, vi får at vide, vi skal føle og opleve, så er vi lette at undertrykke. Når vi ikke længere tror på os selv og ikke tør føle det, vi føler, eller opleve det, vi oplever, er vi helt afhængige af andre og deres viden om, hvad vi skal føle og opleve.
K. Vinder (fra Kvinde, kend din krop – en håndbog, Forlaget Tiderne Skifter, 1975)

Digt fra den efterfølgende digtsamling Opbrud:

Dumt spørgsmål til Gyldendal 1976
Hvorfor er Dorrit Willumsen, Sandra Holm, Lene Malmstrøm
udkommet i små forskrækkede papirindbindinger,
sat med skrivemaskine på billigt papir,
Mens Jørgen Sonne, Thorkild Bjørnvig, Henrik Nordbrandt, Kristen Bjørnkær
udkommer i lækre røde sorte designede omslag med flapper og plads nok,
trykt med smuk sats på off-white papir –
???
Nåja.
Selvfølgelig.
Det er da klart:
Helt tilfældigt.
Ja.
Syntes bare lige jeg ville spørge.

Anmelderne om Kvinder må aldrig mere tabe hinanden af syne!

Annelise Vestergaard i Jyllands Posten, 15. november 1977:

Blandingen er blevet til betagende læsning.

Gretelise Holm i Politiken på udgivelsesdagen, 1977:

Spørgsmålet er ikke længere: Hvorfor var der ingen store kvindelige forfattere? Men: Hvilke var der, hvorfor vidste vi intet om dem?
    Citat af Verena Stefan, som Bente Clod bruger i indledningen til antologien Kvinder må aldrig mere tabe hinanden af syne, som udkommer i dag på forlaget Forum.
    Det er digte og prosa og historie af kvinder og om kvinder, som Bente Clod har redigeret eller, som hun siger, næsten har redigeret sig selv:
    Da forlaget Forum i efteråret tilbød mig at redigere denne antologi af kvindelige forfattere slog jeg til med glæde. Jeg var klar over, at bogen ville blive til på grænselinjen til det eksisterende system, men jeg så tilbuddet som en udfordring.
    At dykke ned i den såkaldte kvindelitteratur som jeg gjorde for at danne mig et indtryk af, hvad kvinder skrev før i tiden og nu, var som at blive revet med af en stormflod af uens strømhvirvler, en rasende latter af hundrede stemmer, så forskelligartede, at de umuligt kunne puttes i én kategori som kvindelitteratur. Litteratur var det, menneskelitteratur om man vil. En litteratur der satte ord på ukendte livsvilkår og årsagen til dem. Som talte roligt og gennemtrængende uden at råbe, som ikke primært udsprang af præstationstrang eller nødvendigvis endte med et slutfacit eller en uomstødelig konklusion,
fremfører Bente Clod om forarbejdet.
    Resultatet er blevet spændende, gribende og afvekslende læsning, som taler stærkt til kvinder, men som bestemt heller ikke er uegnet for mænd.
    Der er nøgterne beretninger om, hvordan kvinder for to menneskealdre siden blev fængslet og tvangsfodret, fordi de kæmpede for at få stemmeret … Der er kamp-digte, sociale digte og digte om kvinders ringe vilkår i det traditionelle parmønster. Der er også meget, der handler om, hvor svært det er for kvinder at få accepteret deres egne følelser og oplevelser og ikke mindst få lov til at beskæftige sig kunstnerisk med dem. Der skrives om husarbejdet, om at være træt, når man skal elske sin mand. Og en hel masse andre emner, som særlig vedrører halvdelen af menneskeheden.
    Forfatterne er fra fortid og nutid, fra ind- og udland, kendte og ukendte. Nogle måtte skrive i smug og under almindelig samfundsfordømmelse. Andre havde lidt lempeligere vilkår, men alle kæmpede de mod hvad den amerikanske feminist Adrienne Rich kalder de mandskontrollerede kulturvarekæder, og mange opgav kampen og fik først mulighed for at trænge igennem med kvindebevægelsens egne institutioner.
    Samme Adrienne Rich mener også, at Denne nye kultur, skabt og defineret af kvinder, er vort århundredes store foreteelse. Jeg er vis på, at den i ethvert oprigtigt menneskeligt tilbageblik vil stå hævet langt over to verdenskrige, adskillige socialistiske revolutioner og alle de højrøstede kontrasignaler, der kommer fra de kapitalistiske medier, reklamebranchen, den store kunstforsyningsmaskine, disse kræfter, der er kontrollerede af mandlige kritikere, instruktører, producenter og udgivere. Adrienne Rich finder, at de mandskontrollerede kulturvarekæder er blevet mere og mere synligt sterile, og at den nye kvindekamp kæmper for retten til en selvdefineret kultur:
    Når vi ønsker at finde nogle livsvigtige ressourcer som er i stand til at møde en ægte menneskelig åndelig sult, må vi vende os til kvindekulturen, som især i kraft af sin opbygning fra græsrødderne er det bedste håb vi har for at få andre udtryk frem end vold, ironi, fremmedgørelse og åndløse gentagelser af mænds seksuelle fantasier – sentimentale eller sadistiske – vælg selv.
    Bente Clods antologi er et af de efterhånden adskillige forsøg på at deltage i kampen for, at kvinder selv får en kultur, at kvinder selv definerer og deltager. Det er næste skridt på vejen efter stemmeretten.