Englekraft

Hjertet dunker på højtryk, men jeg lader mig ikke gå på, jeg holder min andenstemme, og den ligger fast i sporet og shiner gevaldigt op på klangen. Prinsessens rå sopran og min alt er noget af det flotteste, der er hørt på Gågaden denne vinter. Vi holder sluttonen lige længe, hun anstrengt, jeg med halvt lukkede øjne og alle muskler på spring.
    Folk klapper. Verden står stille.
    Så vender hun sig rasende om:
    – Hvad bilder du dig ind? hvæser hun lavmælt.
Thilde har sumpet længe. Røget for meget tjald. Levet lidt for usselt. TaberThilde vil frygtelig gerne starte på en frisk, holde sig clean, score nogle point. Krammerdrengen er god til at trøste, men ikke til megen opbakning. Men Prinsessen, der synger som en engel, kan måske …
Fruen har varm mad i gryden, da jeg stikker den blåfrosne snude inden for døren. Stuen oser af det vaskemiddel, hun har brugt til det fugtige tøj, der hænger overalt i stuen. Alligevel er det godt. Godt, jeg bor her nu og ikke på gaden eller Staden. Havde jeg råd, ville jeg selvfølgelig allerhelst bo alene i en fiks lille andelslejlighed, men hvis jeg boede alene, ville jeg måske også frådse løs i bajere og standard maroc.
    En andenstemme til Dejlig Er Jorden og varm mad, det er noget, der kan holde en usling fra at gå ud og sniffe pollen.
    Hun deler også en øl med mig til maden. Hun må være begyndt at stole på mig. De sidste uger har hun haft et forsigtigt optimistisk udtryk på. Og hun gør virkelig noget selv for at vinde nogle point. Op hver morgen og ned i butikken, eller ud med cykelanhængeren og samle mere brugt kluns.
    Rolig, rolig fru Jensen. Har man slæbt sig gennem tre måneder uden røg, kan man slæbe sig igennem en dag til på samme vis.
    Denne gang skal det være. Mørket får mig ikke ned med nakken igen.
    Det er der, det dukker op hele tiden, men jeg prøver at holde det ud. Den Kolde Pushers smalle øjne dukker pludselig op midt i morgenmaden. En ildebrand vender tilbage nat efter nat med en underlig syngende lyd, der gør mig vanvittig. Sommetider hører jeg noget, der hvisker, når jeg er alene.
    Jeg synger, hvis jeg kan. Sommetider kan jeg ikke få en lyd frem, men jeg ved, at det hjælper, hvis jeg kan sige noget, bare noget. Åndedrættet og stemmen holder mørket på afstand, det har Vor Fader ret i. Forleden sad jeg og peb som en spasser ude på wc.
Englekraft, s. 9-10
    – Hvor er Max? spørger hun.
    – Hjemme på farmen. Han skal nok hjælpe dig med den disk, bare rolig. Han slog mig i skak i dag, inde på Strøget. To gange.
    – Vil du gerne –
    – Vil jeg hvad – ?
    – Ikke noget.
    Det går op for mig, at hun har et skakkursus på læben. Det er ellers længe siden, hun har opgivet højskoler og efterskoler og aftenkurser.
    – Hellere et kor. Men du skal altså ikke gøre noget, fru Jensen, jeg er ikke parat endnu.
    – Hold op med det fru Jensen.
    – Det hedder du da?!
    Hun hæver ølflasken over mit hovede og tipper den faretruende, til jeg smider mig tilbage i stolen som en baby og hyler MOAR MOAR. Så sænker hun den tilfreds og stiller den foran mig. Jeg lægger armene om hendes hals og ånder:
    – Tak min egen søde lille fru Jensen ind i hendes øre. Hun giver mig et dask, og vi spiser færdig i pæn ro og orden. Jeg tager oven i købet ud af bordet, selvom jeg næsten ikke kan slæbe mig op at stå, maden og øllen tør kulden op, så det summer i kroppen og dunker i fingrene.
Englekraft, s. 11
Telefonen ringer.
    Jeg værdiger den ikke et blik. Jeg vil ikke tale med ham nu. Den ringer og ringer. Fru Jensens telefon, ikke min. Måske er det slet ikke Max. Han plejer at ringe til min mobil. Måske er det Vor Fader i splinterny inkarnation. Julegaver. Jeg flår arrigt røret af uden at sige et ord.
    – Hej det er Camilla. Hvordan går det?
    – Ad helvede til.
    Jeg orker ikke at stable mig op. Vi er færdige med at synge, jeg er færdig med krammedrengen, mit liv ligger i ruiner.
    – Det kan jeg sgu godt forstå.
    Gu ka hun ej. Hun har aldrig – gad vidst om prinsessen nogensinde –
    – Jeg kendte også engang en fyr, som jeg altså, som jeg var sådan glad for, ikke. Og så – så snuppede min veninde ham lige for næsen af mig. Selvom hun godt vidste, at jeg –
    – Mm. Surt.
    Jeg prøver at lyde medlidende, men hendes fyr kan rende mig noget så inderligt. Hun har jo også sin Joachim.
    – Du fik aldrig pengene forleden, fortsætter hun, – der er hundredetyve kroner til hver. Jeg skal ind i nærheden af dig om lidt. Jeg kommer lige forbi med dem.
    Hundredetyve.
    For de penge kan jeg næsten forære fru Jensen den kogekedel, hun fabler om at have i baglokalet, og give hende de tyve buspenge retur. Jeg kunne også købe glanspapir. Men hun må selv flette sit stads.
    – Nej du det er ikke så godt, jeg er ikke –
    – Om en halv time ringer jeg på, du kan jo lige komme ned, hvis du ikke vil have besøg. Hun lægger røret på.
    Komme ned hvis jeg ikke vil have besøg.
    Ret exceptionel logik.
    En halv time.
    Vores stue ligner opholdsstuen ude på Sundholm og lugter sikkert lige sådan. Vinterlyset fiser blegt gennem gardinet ind over spisebordet foran vinduet. Der står tallerkener fra både i går og i forgårs, fordi ingen af os vil tage ud og vaske op. Når fru Jensen laver maden, er opvasken min opgave, ifølge hendes dagsorden. Fru Jensens lille bordmodel af et grantræ er segnefærdigt under den alt for store stjerne. Foreløbig intet andet pynt. På vores skrammede sofabord står en juledekoration med et kalenderlys, der brændte ned og tændte ild i grandekorationen i går, så vi måtte hælde vand ud over det hele. Ingen har tørret op. Nisserne i Tossen snakker idiotisk til hinanden. Jeg ved ikke noget værre end voksne, der tér sig, fordi de snakker til børn. Sofapuderne ligger på gulvet. Jeg gemmer mig under dynen i vores overbelastede sofa.
    En halv time.
    Ude i Hellerup på Onsgårdsvej når træet sikkert fra gulv til loft, og køkkenet bugner af lækker julemad. Kræs til familien Krogh.
    Jeg kravler ud under dynen som en søvngænger. Trækker dynen med mig ind i seng, og smider den fra mig dér, og stiller mig ud under håndbruseren. Og opdager, jeg stadig har T-shirt og trusser på, da vandet fosser ned over tøjet. Det går langsomt i dag, det går meget langsomt. Lidt efter er jeg i færd med at finde noget rent tøj frem, ude af stand til at bestemme mig. Alt føles meget besværligt.
    Lillejuleaftensdag.
    Det halve af håret er flettet. Resten er kruset. Nu er det vådt. Jeg gider ikke flette våde fletninger op, jeg gider kun lige tage tøj på. Da det ringer på døren, klasker jeg ud på bare fødder og summer hende ind. Jeg er ligeglad, fuldstændig komplet ligeglad med, hvordan her ser ud.
Prinsessen danser ind ad døren på tykke kondisko, iført sort vindjakke og løbegamacher med grønne sidelyn:
    – Her. Din tredjedel, det gik jo kanon den dag, du synger godt.
    Jeg kniber øjnene i. Hun skinner som juleglimmer, der står en gylden stråleglans om hendes lyse hårmanke. "Kanon" lyder som noget hun har hørt, men aldrig sagt før.
    – Må jeg tage lidt vand, jeg løb lige en tur, før jeg cyklede herind.
    Hun er allerede ude i køkkenet. Verdens mest ulækre køkken. Hjælp.
    – Hvad med noget kaffe? får jeg endelig fremmumlet.
    – Kaffe? Det ville da være dejligt.
Englekraft, s. 72-74
Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser, tør ikke røre mig, alting kører rundt. Klokken er fire julemorgen, og jeg sidder i T-shirt i frostvejr oppe i et æbletræ og glor på en prinsesse, der er forvandlet til et rovdyr. Jeg er ikke i stand til at gå hele vejen hjem igen eller nogen som helst andre steder hen.
    Kulden bider i kroppen, jeg suger isluft langt ned i lungerne og prøver at råbe, prøver en brummen og så bare en lille piben, men der er ikke det mindste lille piv, der er ingen stemme, jeg er blevet til en istap, der hænger højt oppe over sneen. Hænger på en gren over en blodtørstig tiger, der cirkler under træet og kun venter på, at hun fryser ihjel og dratter ned, så den kan flænse mig i stykker. Jeg ryster sådan nu, at hele kroppen rykker. Max. Mia. Messias. Lysets Engels strålekraft.
    Messias.
    Med klaprende tænder og opbydelsen af al min viljestyrke får jeg strakt det ene ben ned på grenen, jeg kom fra. Forsigtigt, centimeter for centimeter, lader jeg mig glide ned fra siddepladsen, til jeg har begge ben på grenen nedenunder.
    Der lyder et højt skarpt smæld, da grenen giver efter under mine fødder. Jeg når lige at gribe fat i stolen, jeg sad i, så jeg ikke følger efter ned på plænen. Jeg hænger tungt i armene så skuldrene knager.
    Vinduet deroppe går op.
    – Det er bare mig, gisper jeg. – Hjælp mig Camilla, hjælp! Jeg kan ikke holde fast.
    – Øh. Øjeblik.
    Hun smækker vinduet i. Mine hænder glider, jeg kigger ned og sigter efter en blød drive, slipper og tumler om i sneen. Katten skriger som en sindssyg, hospitalslægens stemme blander sig hidsigt med Christians violin og Myggens lille pibestemme. Jeg kører op og ned i hospitalets elevator, mens jeg borer ansigt og fingre ned i den iskolde sne. Kraniefraktur. Hjernen. Respirator.
Englekraft, s. 112-113

Kritikken skrev …

Merete Møller Olesen, Information, 18. februar 2000:

Op med ballonen
Der er langt imellem, at der udgives så intense og alment fængslende skildringer af de næsten voksne pigers manglende evne til at kapere voksenlivet som Bente Clods lille detut-ungdomsbog Englekraft, skrevet i en lidt hårdkogt storby-stil, men med megen charme […]
Clods bog er bemærkelsesværdig i kraft af den intensitet, der lægges i skildringen af […] hovedpersonens kamp for at overleve og komme videre ud af mørket. For Thilde bliver det mosterens død, hvor de synger Lysets engel går med glans, og troen på fremtiden, hvor hun i koret skal synge Händels Messias, der symbolsk knyttes sammen til en forlening med døden som en realitet, med mørket som en del af livet. En næsten religiøs løftethed og tro på en højere magt, der kan bære én igennem. En smuk og stærk forestilling, der i al sin styrke og søgen virker overbevisende.

Steffen Larsen, Aktuelt, 23. februar 2000:

Glad tåreperser
Forrygende ungdomsroman af Bente Clod
★ ★ ★ ★
Bente Clod har skrevet en glad og sørgelig tåreperser. Den er fortalt i et hektisk nedturs-sprog, der klinger godt. Der er humor og en stor portion ægte kærlighed til de sære skæbner, der bor i sådan en by. De forsøger allesammen at flyve på hver deres måde.

Tonny Hansen, Folkeskolen, 14. december 2000:

Her er en fremragende, medrivende, bevægende roman om alt det, der er svært i livet: Kærligheden, venskaberne, den ubegribelige sorg, følelsen af forladthed. Om en ung piges rutschetur ud i sumoen efter en livsbekræftende mosters død og om kampen for at hage sig fast i det, der betyder noget.
Ingemanns salme Lysets engel går med glans er ledemotiv i denne velskrevne og velkomponerede roman, den klinger med overalt i hovedpersonens hverdag og udtrykker skiftevis fortvivlelse og håb.
Forfatteren økonomiserer med sine oplysninger, der dryp for dryp tegner et billede af to vidt forskellige piger i krise og det akavede venskabsforhold, der kommer ud af deres møde. Vi får nogle person- og miljøskildringer af såvel Christianias og Maria Kirkeplads’ sumpere som af den højere mellemklasses desperate forsøg at holde deres eksistentielle kriser skjult under en glatpoleret overflade.
Det er stærk og anbefalelsesværdig læsning for de ældste elever. Og ligeledes for voksne, der mener at have deres på det tørre. Men som indimellem måske skal mindes om, hvem der bliver taberne, når familiens ansvarlige skal realisere sig selv.

Artikel

af Bente Clod
Englekraft – hvordan blev bogen til?