Body Effex

Ungdomsroman

Ursula vil være makeupartist, og er godt på vej. Hun arbejder tæt sammen med sidekammeraten Nadja fra 10. klassen, indtil det går op for hende, at hun er forelsket i Nadja og ikke orker at høre mere om venindens forskellige kærester.
Så dukker Cecilie op. Er Cecilie til piger eller drenge? Hvordan ved man, hvad man er til? Og hvordan ender Ursula i London til årets store BodyPaint-konkurrence, sammen med Cecilie?
En stærk fortælling om drømme, tiltrækning og den gådefulde kærlighed.
Body Effex udkom fredag den 27. oktober 2006 på Høst & Søn.
Romanen blev indstillet til Orla-prisen.

Anmelderne om Body Effex

Steffen Larsen, Politiken, 10. november 2006:

Når masken falder
Bag et panser af sminke titter pigen frem med en sikker hånd og et usikkert hjerte. Bente Clod selv har et fast greb om sin hovedperson. Hun bliver skrevet til live i jeg-form fuld af sårbarhed og power. Ursula er i slægt med sanglærken Thilde fra trilogien Englekraft, som indbragte forfatteren Kulturministeriets store pris i 2002. De giver ikke op.

Uddrag af Body Effex

Tågen driver gennem træerne i bølger, det må være svært for spillerne at få øje på hinanden.
    Jeg skutter mig og går ind i teltet, hvor resterne af det sorte stof og udstyret ligger på et campingbord. Om lidt skal jeg op til Hareskov station for at nå toget. Jeg pakker sminkeboksen sammen, og tæller hvor mange elverører og bukkehorn der er tilbage. Hører et drabeligt slag mellem en ork og en sortelv lige udenfor teltet. Orken mister sit sidste point og dør, sortelven triumferer og forsvinder.
    Så: Jeg lægger alle mine ting ned i alu-boksen, og smækker hjulene på. Afsminkningen må de selv klare. Jeg tager lommespejlet op, og tjekker facaden. Den er otte timer gammel, og ser også sådan ud. Jeg reparerer øjensminken, frisker læberne op.
    Det er koldere end da jeg tog hjemmefra. Jeg lyner jakken op, og går udenfor og ser mod det punkt, hvor der er en lysning mellem træerne. En krage skratter oppe fra de bladløse grene, der rækker ud af disen mod mig med krogede fingre. Den slagne orc går ind i teltet bag mig. Der er pludselig meget stille. De rødhvide plasticbånd, der blev spændt op om træerne da elvernes skov blev brændt ned, får området til at se ud som om der er sket en forbrydelse.
    Der er nogen tæt bag mig. Jeg hører det før jeg når at tænke. Vender mig om og skal til at spørge om de nu er færdige. Så går det op for mig at vi ikke skal snakke.
    Det er en ork der står foran mig. Den træder ud af tågen med kappen bølgende om skulderen, og trækker langsomt sit papsværd. Det grønne træder skarpt frem mod den grå dis omkring os. Masken dækker ansigtet helt, det er ikke en af de halvmasker jeg har givet dem. Håret er gemt under hætten. Han går et skridt nærmere, står helt tæt nu. For tæt.
    Jeg er ikke med i spillet, jeg har bare hjulpet med sminkningen, siger jeg irriteret, og vender mig væk fra den stridslystne ork.
    Så hænger der en dødvægt på min ryg. Sværdet er smidt, begge hænder folder sig fast i et kryds over mit bryst, med tag om mine overarme. Det her er ikke en spiller, og det er ikke en dreng, glimter det gennem mig, mens hendes greb får mig til at stivne. Hun dufter stærkt og fremmed. Nu glider benene ned på jorden og får fodfæste bag mig, men grebet er stadig fast. Den ene hånd griber fat om mit bryst. Med en nydende drillende tommelfinger. Jeg holder vejret. Hvad sker der.
    Så smækker jeg hovedet bagud, nikker en skalle lige ind i det maskerede ansigt. Hun gisper, slipper mig og tumler ned på jorden, tager sig til næsen hvor blodet flyder ud under masken, og det er ikke mit medbragte teaterblod.
    SPIL FORBI! råber en af arrangørerne, der fiser forbi i neongult regntøj, MELD JER I TELTET!
… Da jeg var tolv, besluttede jeg mig til at blive interessant i stedet for grim. Når man ikke er smuk, kan man prøve at gøre sig spændende. Jeg farvede håret i en ny farve hver uge, og begyndte at bruge make up. Mor sagde det var for tidligt, og nedlagde forbud. Så huggede jeg sminken og smurte mig ind bag en låst dør oppe på pigernes wc i skolen om morgenen. Da hun sagde, jeg ikke måtte farve håret, farvede jeg det grønt. Så bad jeg om at komme i erhvervspraktik i hendes salon. Det ændrede sagen. Da var jeg blevet tretten, og Nadja og alle de andre i klassen brugte også make up. Et par af de andre piger ville også gerne i praktik hos mor, hun blev mægtig populær. Jeg fortsatte med at spørge hende om alting, efter praktikugen, og kom hen i salonen efter skoletid og sad og kiggede og fik lov til at ordne negle på nogle af kunderne, eller vaske hår på dem der skulle klippes. I løbet af et par år havde mor lært mig alt hvad hun vidste om sminke, negle, hår og hudbehandling. Så gik jeg på nettet og fandt frem til Make Up-skolerne. Ringede og fik materiale om kurserne, selvom jeg kun var fjorten. En af dem på skolen nævnte at deres tidligere elev John Hansen ude i Frihavnen havde brug for noget hjælp i sit værksted, og gav mig hans telefonnummer.
Det ovale skilt over døren, BODY EFFEX hænger lidt skævt. Ikke ligefrem imponerende. Det der betyder noget for John og Lotte, er hvordan glasfiber ser ud når man udsætter det for forskellige temperaturer. Hvilket materiale man kan bøje i alle retninger uden at farven krakellerer. Hvor mange gange man kan udsætte en maling for fotoprojektører.
    John vandt Look Alike-konkurrencen i London for et par år siden med en Terminator-dragt. Kort tid efter opfandt han og Lotte de små syngende chokolademus i Anthon Bergs reklamefilm. Siden er det gået stærkt. I de perioder hvor der er opgaver, er vi alle tre i gang, så meget jeg kan ved siden af skolen. I de stille perioder rydder vi op og afprøver nye teknikker. Han er begejstret for mine afprøvninger af materialerne.
Far kalder John for en af de geniale tabere. Han var psykolog på en af de mange institutioner, John har afprøvet. Ingen skole kunne bruge drengen der bare tegnede og pjækkede og byggede små modeller. Han var uanbringelig. Alligevel opfandt han stædigt sine apparater og dimser, der virkede meningsløse. Indtil han mødte nogen fra filmbyen, der gik tilbage og fortalte om en dreng, der kunne affyre snefnug, så de dalede i en bestemt retning gennem luften, lave heldragter som ikke var for tunge at bevæge sig i, og små animerede figurer. En filminstruktør skulle bruge en zebra der kunne stejle og vrinske med en nathue i munden, til en reklamefilm for nattøj. Så fik John pludselig arbejde.
Der er dyb koncentration i den lille barak, da jeg åbner døren. John og Lotte sidder foran computeren sammen med en gæst. En lille tætbygget kvinde med citrongult strithår, der er blåt i bunden …

Køb Body Effex her