Print matrialet

Arbejdsmateriale til skoler om

Englekraft-trilogien og Body Effex

Englekraft

Hvis I læser Englekraft i klassen, er der nogle temaer i bogen, I kan bruge som udgangspunkt for at snakke om bogen:

Musik

I kan høre den musik, der er aktuel i bogen. Evt. mest den klassiske, som I måske ikke kender.
    Salmen Lysets Engel går igen i bogen. Snak om den: Hvad står Lysets Engel for? Hvorfor tror I, Dan Turell besvimede, som han engang fortalte, da han første gang hørte Lysets Engel ved skolens morgensang?!
    Til læreren: Se evt. Nina Christensens bog Barnesjælen om brugen af salmen i min og en anden ungdomsbog.
    I kan kontakte det nærmeste musikkonservatorium, og bede en sangelev om at komme og fortælle om sit arbejde. Eller invitere en elev fra Sankt Annæ Musikgymnasium, hvor Camilla går. Eller én fra radioens pigekor.

Steder

Christiania
Hvis I er tæt på København, eller skal på ekskursion til hovedstaden, kunne I bede om en rundvisning på Christiania.
Pusher Street
I Christiania findes ikke mere, politiet ryddede den for nogle år siden. Det bragte hashen ud på gaden i København, hvor rivaliserende bander nu kæmper om kontrollen over de forskellige områder. Som andre ikke-misbrugere er så uheldige at bo i …
Nansensgade
I kunne gå på café Bankeråt i Nansensgade, hvor Thilde og Camilla mødes en gang i bogen, og gå ned i den anden ende af gaden til hendes opgang, og tage et kig på Dannerhuset, der både er imponerende, fordi det var grevinde Danners gave til ældre husjomfruer, som ikke længere kunne arbejde. Disse tjenestepiger, som de hed, skønt de var 70-80 år, havde altid boet hos den familie, de arbejdede for, og havde derfor ikke nogen egen bolig, og det vidste grevinde Danner, der selv stammede fra fattige kår.
    I 1979 blev huset indrettet som landets første krisecenter for voldsramte kvinder. Dette spiller ikke nogen rolle i bogen, men er et stykke Danmarkshistorie, der bør kendes af enhver dansker. Den store ombygning af det meget forfaldne hus blev foretaget af kvindelige håndværkere og bygningsteknikere – det har filminstruktøren Mette Knudsen lavet en spændende film om, Grevindens Døtre, som kan lejes på biblioteket. Min far var med til denne besættelse af Dannerhuset, idet han boede i Nansensgade, i den samme lejlighed, jeg har ladet Thilde bo i, og Nansensgade Beboerforening tog aktiv del i selve husbesættelsen, og i forhandlingerne bagefter m.m. Til gengæld fik beboerforeningen adgang til nogle fine lokaler i kælderen med bad, køkken og spiserum. Kælderen fungerede separat, adskilt fra selve krisecentret og husets andre lokaler.

Selvkontrol – spiseforstyrrelser

Tag en snak om spiseforstyrrelser og ikke mindst den ekstreme selvkontrol, som mange unge piger udøver i dag, og som er Camillas problem. I kan evt. læse nogle bøger om emnet, f.eks. Når Maden tager Magten af Kirstine Heide, eller kontakte Center for Spiseforstyrrelser, www.spiseforstyrrelser.net.

Misbrug

Spiritus- og hashforbrug
Invitér én, der har røget for meget hash og lider af røgskader. Jeg kender én, der har problemer stadig nu, 30 år efter de glade 70eres vandpiber, hashkager m.m.
    Min research på bogen bragte mig i kontakt med en ung fyr, der blev jagtet af en pusher og hans gorillaer, som mente, han skyldte dem dummebøder. Fyren måtte gå under jorden nogen tid, kunne ikke være hos familien eller venner i 2-3 år. Ham fandt jeg via politiet, og det var sandelig interessant, hvad han kunne fortælle om at være fidibus, stik i rend-dreng, misbruger m.m. Han kommer gerne ud sammen med en betjent, der arbejder indenfor området, og de snakker om misbrug og vilkårene i stofmiljøet. Det var, så vidt jeg husker, fuldstændig tilfældigt, at han blev indblandet så voldsomt som han blev.
Spørgsmål

  1. Synes du, hash bør være tilgængelig for alle?
  2. Hvordan skal den evt. være tilgængelig?
  3. Skal der være aldersgrænser for hash-rygning?
  4. Hvad er mest skadeligt ved hyppig hash-rygning?
  5. Hvad sker der, når man blander alkohol og hash?
  6. Hvad sker der, når man blander alkohol og f.eks. Extasy-piller?
  7. I Holland er hashen legal. Der findes hash-caféer, hvor man kan sidde og ryge, ligesom man kan få sig en øl. Hvad mener du om det?
  8. Hvad ville det betyde for pusherne og hash-smuglerne, hvis hashen blev fuldt lovlig?

Extasy og andre stoffer sælges i vid udstrækning på fester og diskoteker. Eller puttes i folks drinks. Mathilde i Englekraft har prøvet dem, og Ursula i Body Effex får påduttet en pille af Patricia.

  1. Hvordan virker disse piller?
  2. Hvordan virker de sammen med alkohol?
  3. Ville du sige ja til at afprøve sådan en pille, hvis du fik tilbudt den?
  4. Ville du prøve kokain, hvis du fik det tilbudt?
  5. … og hvad sker der med kroppen, hvis man går hjem i stærk kulde fra halbal efter at have drukket 15-20 guldøl, og snubler og falder på vejen?
  6. Hvordan kan man sikre sig imod situationen?

Andet bind om Mathilde og Camilla I vilden sky og tredie bind Himmelfald, rejser andre spørgsmål:

  1. Hvad er sikker sex
  2. Er Camillas frygt for at være hiv-smittet velbegrundet?
  3. Hvis ikke, hvorfor opstår det så i hende, tror du?
  4. Hvordan beskytter man sig imod at blive smittet med hiv-aids-virus?
  5. Mange unge tager jævnligt en hiv-test. Beskytter det mod smitte?
  6. Hvilken behandling findes der mod hiv og aids?
  7. Er den virkningsfuld, livsforlængende eller kan man blive rask igen?
  8. Hvilke bivirkninger har behandlingen, og hvor mange oplever disse bivirkninger?
  9. Hvor mange hiv-smittede kan tåle den nye kombinationskur mod hiv?
  10. Hvad gør den gruppe, der ikke kan tåle behandlingen – eller de, der ikke oplever nogen virkning af den?
  11. Er der andre helbredelsesmuligheder?

Body Effex

Temaer

At være bøsse, lesbisk, biseksuel – eller bare forelsket i samme køn for første gang.
    Når jeg kommer ud og snakker om Body Effex, er der et vældigt fokus på, om jeg selv er lesbisk. Det har jeg sådan set skrevet åbent om for længe siden, især i mine to første bøger, Det autoriserede danske samleje og andre nærkampe (Gyldendal, 1976) og den selvbiografiske debutroman Brud (Gyldendal, 1977), så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan forelske mig i begge køn. Og jeg taler GERNE om det.
    Men der er ingen grund til at bruge en masse tid på at drøfte mig og mit privatliv. Min situation som 60-årig lesbisk/biseksuel er væsentlig anderledes end den er for unge bøsser og lesbiske i dag, og det må være mere aktuelt for jer, der har læst bogen, at vide, hvordan unge lesbiske og bøsser lever i dag. Det er den snak, jeg prøver at lægge op til med bogen om Ursula.
    Derfor foreslår jeg, at skolen som forberedelse benytter sig af Gå Ud-gruppen i landsforeningen for bøsser og lesbiske. (Findes både i Danmark og Norge, hvor bogen også er udkommet). Det er gratis, og det giver en god snak omkring seksualitet, sex, ikke mindst sikker sex. I øjenhøjde med to jævnaldrende, en dreng og en pige, der lægger ud med at fortælle deres egen historie, og så svarer på spørgsmål.
    Det vil give en forhåndsviden, der burde være en del af enhver skoleelevs paratviden på dette område, der er meget underbelyst i skolerne. Der findes kun ganske få andre danske ungdomsbøger om emnet, og de er slidt i laser. I Sverige og Norge findes der 8-10 ungdomsbøger om at være lesbisk eller bøsse, på engelsk findes der en stor litteratur på området.
    Se evt den Oscarpræmierede spillefilm Brokeback Mountain om to cowboys, der forelsker sig i hinanden, men ikke tør bryde ud af deres ægteskaber.
    En endnu mere aktuel film, der spiller en rolle i Body Effex, er Fucking Åmål, om den stilfærdige Agnes, der forelsker sig i den spændende, uberegnelige Elin i klassen. Det er oplagt at se de to film som forberedelse, selvom der ikke er nogle heftige sex-scener!
    Andre film med lesbisk/bøsse-tema finder du på google.
    Mine 14 erotiske noveller Smagen af dig (Forlaget Tiderne Skifter) handler om både hetero-, homo- og anden seksualitet. Bogen blev seriøst og fint modtaget af anmelderne.
    Statistikken viser, at 6-10 procent af befolkningen er homo- eller biseksuelle. Der er altså en eller flere i din nærhed, hvad enten du og de er klar over det eller ej.
    Samtidig kan det være spændende eller smart at afprøve lidt sex med en af samme køn. Det er ikke helt det samme som at forelske sig i samme køn. Jeg forestiller mig, at Cecilie i Body Effex er rigtig forelsket i Rose i London, men det er jo ret langt væk til hverdag, og så er det rart at have David som hverdagskæreste. Indtil Ursula kommer ind i billedet.
    Forskellen på at kunne have sex med nogen og så være forelsket i dem, er afgørende her. Sex kan man sådan set have med hvem- og hvadsomhelst, især hvis man får penge for det (pornofilm, prostitution). Forelskelsen kan ikke styres, følelserne er det der afgør, om en anden person pludselig bliver helt vildt interessant at være sammen med, tæt med, dele alt med. Jeg tror, at Cecilie synes, David er rigtig sød og rar, men Rose er spændende, hun er eventyret, hun er den, Cecilie vil have. Men det kan hun ikke få, og så er Ursula måske en god foreløbig løsning (uden for klasserummet?!)
Spørgsmål
Hvor mange homo- eller biseksuelle kender du?
Kendte homoseksuelle
Hvis en kendt og især sympatisk person står frem som lesbisk eller bøsse, hjælper det andre til at stå frem – eller i det mindste begynde at finde ud ad sin seksualitet. Vi er efter min mening alle født med biseksuelle muligheder,hvis vi ikke bliver opdraget til at være noget andet, og det er sjældent sådan, at man ved, om man er 100% hetero eller 100% homo.
    I disse hormonforstyrrede miljøtider, får vi via drikkevand og madvarer hormoner, der kan virke forstyrrende på kønsudviklingen. På en af de skoler, jeg har besøgt, gik der en pige, der ligner en dreng i en sådan grad, at hun muligvis er tvekønnet. Så vidt skolen vidste, har hun aldrig talt med nogen om dette. Det er vigtigt at vide, at man er ok, uanset hvilket køn man tilhører, uanset hvem man forelsker sig i, uanset om man har små bryster, lille penis eller andre små afvigelser. Det kræver en masse snak, nysgerrighed og undersøgelse at finde ud af, hvem man er – og endnu mere, hvis man for alvor er anderledes (de fleste føler sig anderledes på en eller anden måde; her tænker jeg virkelig anderledes, som drengepigen jeg nævner).

  1. Gertrude Stein og hendes livsledsager Alice B. Toklas nævnes i bogen. Hvem var hun?
  2. Hvad tror du, hendes berømte citat betyder: En rose er en rose er en rose -?!
  3. Hvem er Klaus Bondam?
  4. Hvem er Leonora Christina Skov?
  5. Hvem er Anne Holst?
  6. Hvem er Louise Frevert?
  7. Hvem er Torben Lund
  8. Hvem er Gert Brantenberg?
  9. Hvem er Jonas Gardell?
  10. Hvem er Mark Levengood?
  11. Hvem er Eva Dahlgren?
  12. Hvem er Melissa Etheridge?
  13. Hvem er Ellen deGenere?
  14. Hvem er Per-Kristian Foss?
  15. Hvem er Wam og Vennerød?

Outing
At afsløre en skabs-homoseksuel offentligt eller i en større kreds, kaldes outing, dvs. at hale vedkommende ud af skabet uden at han eller hun selv er parat til det. Det svarer til at afsløre andre store ting om en person, som han/hun måske ikke ønsker at slæbe rundt med i sit image, og det må respekteres – hvor ærgerligt det end kan være, at ens håndboldidol ikke står frem som åben homoseksuel.
    De kendte folk, jeg har nævnt ovenfor, er alle stået frem af sig selv som homoseksuelle. Men mange både kendte og ukendte homoseksuelle, bryder sig ikke om at stå frem offentligt som homoseksuelle. Dette er genstand for megen diskussion i bøsse-lesbiske kredse, der selv har vovet pelsen og betalt prisen og nu synes, de kendte også bør stå frem. Ofte hænger en skabs-tilværelse som uofficiel lesbisk/bøsse sammen med et selvhad eller uafklarethed til det at være anderledes. Det kan også være fordi de ikke vil kendes for deres seksualitet, men for deres faglige kvalifikationer.
    Det må således være op til det enkelte menneske at afgøre, om hun eller han er parat til at komme ud af skabet.
Pride Parade og Registreret partnerskab
Den 28. juni 1969 gjorde gæsterne i bøsseklubben Stonewall i New York for første gang oprør mod de chikanerier, de jævnligt blev udsat for af politiet: Razziaer og arrestationer på tyndt grundlag, gennembankning på politistationen, kropsvisitationer, razziaer efter stoffer, som lukkede klubben i kortere eller længere tid. Hidtil havde bøsserne og de lesbiske og transkønnede fundet sig i det og betragtet sig som svage, måske halvsyge afarter fra normalen. Nu gjorde de front mod politiet, byggede barrikader og råbte Gay Power! (Gay betyder homoseksuel, fortrinsvis bøsse, på engelsk). Efter nogen tid gav politiet op. Ikke bare i New York, men over hele landet, begyndte homoseksuelle at kræve ordentlig og fair behandling af andre mennesker. Derfor fejres Christopher Street Day d. 28. juni hvert år. Desuden fejres homoseksuel kærlighed i de fleste vestlige lande med en Gay Pride Parade hvert år i august. Slutscenen i Body Tactics foregår på Prideparaden og fortæller en del om, hvor svært det er for de homoseksuelle i østeuropa at komme til at afholde deres Prideparader. Se evt. www.copenhagenpride.dk og google Stonewall.
    Den 1. oktober 1989 steg to ældre herrer ind i en bryllupskaret i deres stiveste puds. Axel Axgil og Eigil Axgil havde levet sammen en menneskealder, og kæmpet for homoseksuelles rettigheder, bl.a. ved at starte Foreningen af 1948, som nu hedder Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (Nygade 7, 2. sal, 1164 København K). Vennerne jublede omkring dem, verdenspressen rapporterede dette historiske øjeblik, hvor to mænd indgik verdens første registrerede partnerskab, der på de fleste punkter ligestiller homoseksuelle par med heteroseksuelle. Google evt. Eigil Axgil og Axel Axgil.
Hate Crime
En hate crime er, når nogen overfaldes, alene fordi de er f.eks. åbent homoseksuelle, indvandrere eller anderledes fra flertallet. Det er strafbart i Europa (crime=kriminel handling). Politiets chikane af bøsserbarerne i USA var således hate crimes under andre påskud. En dansk bagermester fik for nylig en dom for at chikanere sin bøsselærling groft. På Færøerne blev en bøsse generet så voldsomt overalt – i skolen, på gaden, i byen, at han endte på psykiatrisk afdeling – og bad om at blive der, i fred for sine plageånder. Hans far gik ud i medierne og appellerede til politikerne om at lave en lov mod en sådan chikane. Men politikerne i det strengt religiøse samfund ændrede ikke lovteksterne. Den unge mand måtte flytte til Danmark for at leve et normalt liv som alle andre på hans alder.
    Andre regimer gør kort proces: I mange arabiske lande er der dødsstraf for homoseksualitet.
Spørgsmål

  1. Hvornår har du sidst brugt bøsse eller lebbe som skældsord?
  2. Er det en hate crime?
  3. Hvorfor bruger du lige de to ord?

Kønsroller

Når man taler om bøsser, lesbiske, biseksuelle og måske transvestitter – der kun optræder perifert i bogen – kommer man ikke udenom at snakke kønsroller.
Spørgsmål

  1. Hvad kendetegner den mandlige kønsrolle?
  2. Hvad kendetegner den kvindelige kønsrolle?
  3. Hvilket køn har højst prestige i samfundet (løn, position, synlighed, indflydelse, magt).
  4. Er det værre for en dreng at være feminin end for en pige at være drengeagtig?
  5. Ville du som pige have noget imod at være lidt maskulin? Hvor meget? Hvorfor?
  6. Ville du som dreng have noget imod at være lidt feminin? Hvor meget? Hvorfor?

Den bedste og sjoveste film om kønsroller er nok stadig Ta’ det som en mand, frue, udsendt på dvd i 2006. Godt oplæg til debat.
    Den bedste og sjoveste bog, jeg kender om kønsroller er Gerd Brantenbergs Egalias døtre, står på biblioteket. I andre europæiske lande blev Egalias Døtre en bestseller, her i DK er den ikke ret kendt.

Vilde piger

De vilde piger, som Patricia i Body Effex repræsenterer, er efterhånden et mærkbart socialt og kriminelt problem. I takt med, at kvinder får samme muligheder som mænd, tiltager de sig både de positive områder såvel som de negative. Vi vil alle sammen gerne have magt eller være populære, være den, nogen ser op til – måske uanset hvorfor. Og uanset køn. Før i tiden kunne piger få indflydelse ved at være dygtige i skolen, dygtige i sport el på kreative områder, ved at passe børn, være stille og søde og dygtige til pige/kvinderollen. Nu er de begyndt at tiltage sig indflydelse på drenges og mænds områder – også de voldelige. Hvilket ikke er så underligt; vi har alle sammen vildskab, vrede og kaos i os. Men vold avler vold, og er aldrig en løsning. Se evt. filmen Råzone, instrueret af Christian Christiansen, der også kan bruges til en snak om mobning. Google vilde piger.
    I andet bind af Body Effex, som endnu ikke er udkommet, spiller Patricia og hendes tyrannisering af Ursula en afgørende rolle.

Make Up – Special Effects. Gyserfilm.

Make up- og special effektmiljøet var rigtig spændende for mig at lave research i. Den special effects ekspert, der har hjulpet mig mest med min research, Janus Vinter, har hjemmesiden www.spfx.dk. Han har skrevet 4 bøger: Special Effekter til Film og Teater, Special Effekter til Live Rollespil, Special Effects Make up og Forlaget Dramas Store Bog om Ansigtssminke.
    Janus arbejder dog mere med små gyserfilm, som han instruerer med børn, f.eks. en skoleklasse. I kan komme med jeres egen historie, eller bruge hans idé-udkast. (Klik på Kortfilm og video under Event, øverst på hjemmesiden. Der kommer mere om disse film fremover, når hjemmesiden bliver opdateret).

Nomineret til Orla-prisen

Body Effex er nomineret til Orla-prisen, som er sponsoreret af DR, og styret af læserne, dvs. børn og unge, der indstiller de nominerede bøger til prisen i 5 kategorier. Se www.dr.dk/Ultra/Orlaprisen eller google orlaprisen (som også kan give en motorcykelside).