Hvordan kan det skrives, hvad skal det hedde?

Bente Clod, der debuterede 1975 i Politiken med kronikken Det Autoriserede Danske Samleje, kommenterer her den erotiske genre i Danmark. Især benævnelsen af det dernede volder åbenbart besvær.
For et par år siden indledte DR et projekt Erotiske Ord hver onsdag aften på tv. En håndfuld forfattere fortalte, hvordan de arbejdede med den erotiske historie. Ind imellem vistes korte citater af andre forfattere på skærmen. En gruppe læsere drøftede en erotisk novelle, de havde læst, og en af forfatterne blev sendt på slagteri for at bruge udtryk derfra i en kort erotisk historie.
Alle gav de udtryk for, at genren var vældig svær. De mente blandt andet, at man ikke kunne skrive erotisk ud fra en person af det modsatte køn end ens eget. Man kunne ikke bare skrive sig ind i feltet. En af dem vidste virkelig ikke, om det var erotik eller porno hun skrev. Især kæmper de med, hvordan benævner man kønsorganerne.
De samme forfattere går til deres fiktion uden at kny på alle andre områder. De håndterer karakteropbygning, sansebeskrivelser, så man ser for sig hvem der gør hvad. De skriver om begivenheder i Danmark og i fjerne lande, skriver krimier, teaterstykker, historier om overgreb og mord af enhver slags. Men kønsorganerne – nej.
Der blev talt meget om, hvordan forfatterne selv havde det med sex – med stor forsigtighed og mange sideblikke. Det var vigtigt for dem, hvor deres egne grænser gik: Der er bare nogle ting, man ligesom ikke kan sige, vel.
I Erica Jongs store roman Fanny, der handler om den prostituerede Fanny i Londons livlige kvarterer i 1800tallet er der en oversigt over de forskellige betegnelser for begge køns kønsdele ned gennem historien på flere sider. Et komplet opslagsværk, som udgør en del af romanen. Jeg er ikke sikker på, at Jong granskede sine egne grænser for at kunne skrive den bog, der bl.a. foregår på et sørøverskib. I 1996 kom Vaginamonologerne; et teaterstykke og en bog af Eve Ensler, hvor kussen konsekvent bliver kaldt vagina og udsat for alle tænkelige situationer, også de ubehagelige. Overskuddet fra Vaginamonologerne går til krisecentre og organisationer, der hjælper voldsramte kvinder. For nylig spurgte hovedpersonen i teaterstykket Lebbe Love på Sorte Hest af Abelone Koppel, hvilket udtryk der bedst kan bruges; mos på dåse, musling, Marie Key eller bare kusse? Jørgen Leth har kæmpet i 13 år med at lave filmen om Det Erotiske Menneske, og synes, det erotiske er et helt enormt svært stof. Jamen kære venner. Der bliver skrevet bøger og film om krig og død og fødsler og liv og samliv, orgasmer, etc Hvorfor skulle det være så svært at beskrive det erotiske univers?
Et eksempel på en god dansk ero-beskrivelse, der citeres i litterære værker om erotik, er Peter Høegs Smilla, der yderst præcist og kort beskriver, hvad hun og Mekanikeren kan finde ud af: I vores gryende gensidige forståelse lærer jeg ham at kneppe min klitoris med strengen i hans pik. Ellers intet andet om sex i den bog. Det korte afsnit siger da også mere end en alenlang erotisk beskrivelse.
Sidste år udkom Maria Marcus’ bog Kom du – en mosaik om Orgasme. Femten kvinder fortæller historien om deres seksualitet. Forskelligheden er slående. Ikke to kvinder har samme oplevelse af deres krop, seksualitet og orgasme. Bogen er en guldgrube for den, der vil vide noget om vidt forskellige måder at leve med sin seksualitet på, og skrive om erotik og sex.
I de sidste 25 år har jeg skrevet erotiske historier. Dels fordi det er sjovt, dels for at tjene penge. For meget længe siden bragte en redaktør på Ugens Rapport af og til en af mine historier. Det samme gjorde redaktøren på Cupido, Marianne Eilenberger, ofte fulgt af ros, som var en stor opmuntring. Som forfatter vil man gerne kunne skrive godt, ikke mindst i de svære genrer. Senere bragte mandemagasinet M mine erotiske historier. Hver gang faldt der et beskedent honorar af. De bedste blev udgivet på Tiderne Skifter, Smagen af dig, og solgte godt. Den næste samling, Kyssekraft, udkom d. 24. oktober.
Jeg undersøgte ikke mine egne grænser før jeg skriver. Mine personlige grænser for, hvad der kan siges i forbindelse med sex eller andre temaer i mine bøger, har intet at gøre med mit skriveri. Inspirationen gennem årene har jeg fået ved bl.a. ved at læse de mange erotiske antologier, der skød op i USA i halvfemserne og nullerne. Den årlige samling Herotica, Ladies Own Erotica, Women who Love Sex, Plesures, Erotic Interludes og mange andre antologier på dansk og engelsk var altid fuld af nyskabende erotica. Herhjemme udkom Saft (Høst & Søn) og Skud (Aschehoug). I min undervisning i erotica har jeg brugt Valerie Kellys meget kontante lærebog How to write Erotica, og Elisabeth Benedicts litterære afhandling The Joy of Writing Sex om at beskrive sex i alle afskygninger.
Jeg har lært mere af at skrive erotica end af noget det andet, jeg har skrevet. Indholdet kan varieres, men dogmereglen er klar: To personer, måske flere, mødes og forløser hinanden – eller ikke, til stor frustration. Der ledes op til et klimaks – måske flere – og så kan man ellers boltre sig i historisk tid, spændende locations og vidt forskellige personer af vidt forskelligt køn, alder og nationalitet. Indenfor den faste ramme kan alt ske – og gør det, bare der er den P-værdi, pirringsværdi, som forfatteren Maria Marcus har defineret.
I dag er nettet oversvømmet af Erotica i Fiftyfive forudsigelige afskygninger. Det meste er amatørbeskrivelser, ofte beregnet til onani samtidig med læsningen. Fint nok, det er bare ikke litteratur.
På de kurser, jeg har afholdt i at skrive erotica, starter vi selvsagt med at opøve sanserne. Først uden at tænke i sex, senere må det gerne være sanseligt, til sidst sensuelt med gang i hele sanseapparatet.
Derefter får vi styr på koreografien: hvem er hvor, og gør hvad, med hvem. Jeg kalder det Sprogets Koreografi. Mange bakser med hendes venstre arm og hans højre ben. Højre og venstre er som regel helt overflødigt – alle har to af hver, og de bevægelser skal en forfatter kunne beskrive, så scenen fremstår klart, uanset hvad de foretager sig. Vi skal være med, når de ruller i sneen eller under jordskælvet i Pompeji.
På mit Etårige skrivekursus lagde jeg de erotiske beskrivelser ind som en del af kurset – indtil det gik op for mig, at sex ikke er sjov og ballade for alle. Den, der har været ude for vold og misbrug, synes ikke altid, at det er smaddersjovt at skrive om sex. Den erotiske beskrivelse blev herefter et frivilligt tilbud.
Hvis forfatteren har godt fat i sine karakterer, ved hun også, hvordan de taler og omtaler sig selv, sit udseende og sine kønsorganer. Når man laver en fortællerstemme, fungerer den som en persona, der sætter motoren i gang. Så er det trekvart lige meget, hvordan man selv har det med de udtryk.
I første historie i Kyssekraft følger vi en kvinde, der skal have sex hele tiden. Hun er på speed dating den aften, og ender på uberegnelig vis i Tivolis gamle Pantomimeteater. I en anden historie om to unge kvinder på solferie med deres nyforelskede søskende, følger vi en klaphat og ser, hvad den kan udvirke i samspil med en flaske vin. Vinkyperen i Ny Vin får besøg af en kollega til vinsmagning og candle light dinner, men deres to små børn afbryder hele tiden. Markedsudråberen, der fremviste Verdens Vådeste i min tidligere samling Smagen af dig, favner nu cirkusteltet med historien om Kyssekraft, den bedste kraft i verden. Sorte Mette, der i sidste samling kom i bøssesauna, får besøg af en gudinde. En mand, der hellere vil være kvinde, ender med et fatalt tab, og en ulykkeligt forelsket gymnasieelev ender omsider, efter tre pinefulde gymnasieår, med at leve sin kærlighed ud.
Den bedste historie i onsdagsprogrammet for nogle år siden om erotiske skriverier var den med slagteriet. Forfatteren brugte den fastlagte ramme godt, begrænsningen var tydeligvis en berigelse.
Man må håbe, at de danske skriverier og udsendelser om erotica fremover viser lidt mere mod, lidt mere håndelag og saft og kraft. Ellers står det da sørgeligt til med Det Autoriserede Danske Samleje anno 2016 – på papiret.
© oktober 2016