Englekraft – hvordan blev bogen til?

af Bente Clod, 2003

Thilde kom ind i mit liv for alvor en uge før jul. Der lå 5 blanke dage foran mig hvor der garanteret ikke kom henvendelser fra folk som skulle på skrivekursus, og forretningen kunne lades i fred. Sådan noget sætter gang i skriveriet.
Jeg havde længe puslet med idéen om to vidt forskellige piger, der ved hinandens hjælp kom lidt længere frem i verden, og ud af deres problemer. Men jeg havde hele tiden anskuet bogen fra Camillas synsvinkel, den velbjergede pige med spiseproblemer. At lade Thilde komme til orde var alt for nærliggende, alt for letkøbt, syntes jeg. Men hun trængte igennem alle mine forbehold, hun sad på ryggen af mig og kæftede op, så jeg blev nødt til at læsse af, skrive alt det ned der væltede ud af hende. Den jul tilbragte jeg foran computeren i timevis hver dag, næsten uden at trække vejret. For det var tydeligt at der var ved at ske noget vigtigt. Noget der kun kan ske i total fred og sammenhængende skrivetid. Noget, der ikke kan høres og mærkes i en travl arbejdsdag.
Det kunne heller ikke færdiggøres på så kort tid, men kernestoffet, Thildes personlighed, skæbne og stemmeføring blev til i de uforstyrrede dage.
I virkeligheden blev Thilde til på en Bogmesse for 12 år siden, hvor min allerførste redaktør Erik Lindgren på sin forsigtige facon tilmumlede mig, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive noget for unge. Jo! svarede jeg, har du nogen penge?!
Det siger noget om Eriks format og hukommelse, at der faktisk kom et brev med en check på 3.000,- kr. Sådan noget gør indtryk på forfattere og gør forlæggere ære.
Jeg beholdt checken i et helt døgn, før jeg sendte den tilbage med et brev om at det beløb kunne jeg måske leve af i 3-4 uger, og der gik lidt længere tid med at skrive en ordentlig bog. Men det var et klart signal, som var svært at glemme.
Og Thilde og Camilla og alle de andre havde fået fat i mig! Jeg kunne ikke lade være med at skrive en synops på fire bind eller episoder, som jeg viste Anne Mørch-Hansen, der lige var blevet ansat på Høst. Hun var meget lydhør og begejstret og interesseret, men hun kunne ikke bestikkes til at give mig et par månedslønninger, så vi tog pænt afsked med hinanden og Thilde igen. Jeg sendte serien ind til tv-drama, som bad mig komme ud til et møde, hvor de spurgte hvad jeg ellers havde gang i, for det her var i hvert fald ikke deres kop te. De var ved at se sig om efter det der blev til Taxa-serien.
Og så lå projektet.
Formanden for Litteraturrådet Anne Marie Mai mente – en gang jeg spurgte hende om man kunne sende flere ansøgninger ind – at der måtte være ét projekt man brænder for fremfor alle andre. Det er et forståeligt svar fra den, der ikke vil have fem ansøgninger pr. forfatter. Men jeg skal hilse og sige, at når man har skrevet i femogtyve år uden ret ofte at have tid til at gøre noget ordentligt færdigt, er der så mange ufærdige brød at ovnen er sprængfærdig. Der skulle meget kraft til at lægge sig allerforrest blandt de mange uskrevne projekter, og den kraft var der i Thilde-figuren.
Nogle år efter i juledagene fik jeg skrevet mere på bogen, der først hed noget helt andet, og sendte den afsted til Anne Mørch-Hansen, der i sin tid havde set synopserne til projektet. På det tidspunkt var jeg i tvivl om hvorvidt det overhovedet kunne blive til en bog, for manuskriptet fyldte kun 60 sider. Jeg var vant til at skrive romaner på to-trehundrede sider.
Jeg modtog et afslagsbrev fra Anne, der var så positivt og opmuntrende, at man kun kunne gå i gang med en revidering. Checken, den forjættende check, rykkede idnenfor rækkevidde. Anne havde nogle gode, relevante iagttagelser som jeg absolut kunne bruge. Efter nogle drøftelser og gennemskrivninger kom vi frem til den endelige form, og Anne gav mig titlen som hun også gjorde på de to næste bøger, Englekraft.
Hvordan laver jeg så en person, der er fyrre år yngre end mig selv, adskillige gange frækkere, stærkere og mere svigtet end jeg selv nogensinde har været? Det er det spørgsmål, jeg oftest får stillet på mine skrivekurser og af dem der har læst ungdomsbøgerne.
Jeg har drøftet det lidt med en forfatterkollega, Christian Jungersen, der skrev succesromanen Krat, om en 82-årig hovedperson der er halvtreds år ældre end han selv.
Figurerne, de opdigtede personer, findes i os selv. Det gælder om at mærke efter. Vi behøver ikke at have været i deres sko eller have haft samme alder og køn for at skabe dem. De sidder derinde. Vi kender allesammen til det at se et menneske i supermarkedet eller bussen, og begynde at danne sig et indtryk af vedkommendes liv og hverdag. Herman Bang skabte sin Katinka-figur i Ved Vejen efter at have set et blegt kvindeansigt bag vinduet på en stationsbygning. Ikke mere. Så var grunden lagt til den brystsyge stationsforstander-hustru med den store håbløse kærlighed til husvennen. Leif Davidsen skabte Den Russiske Sangerinde efter en aften på en russisk natklub, hvor han sad i en krog og oplevede, hvordan ingen rigtig lyttede til sangerindens optræden. Oversete mennesker fanger vores opmærksomhed. Mennesker, der uden at vide det, ser lige ind i forfatterens ledige hjørne.
Jeg fandt ind i den 17-årige Mathilde Jensen ved at sætte mit mest fandenivoldske humør ind i hendes lille seje krop, der lider under hashskader og ubearbejdet sorg over forældrenes skilsmisse og mosterens nylige død. Hun har ellers fået en god start i livet, der ikke indebar selvhad og selvopgivelse. Jeg vidste fra starten, at Thilde var oppe imod et indvendigt efterslæb, der var afstedkommet af andre. Det år hun havde tilbragt som gadebarn var ikke så langt borte, og fristelser i form af at kulle ud med en fed og en bajer, i stedet for at lade være og få det ad helvede til, var lette at leve sig ind i. Men det er ikke min egen historie. I mit liv var forældrenes skilsmisse en stor lettelse, og der var ingen moster der døde. Jeg har aldrig kunnet inhalere, så jeg hostede mig igennem tresserne. Stædigt forsøgte jeg mig med hash-kager, og blev høj 3-4 timer efter at alle de andre var faldet i en sød søvn.
Sangen har jeg til fælles med Thilde. Den kender jeg. Glæden ved at synge har jeg været så heldig at opleve på den skole, landets første lilleskole, som vores forældre var så venlige at lave til os små genier. For det var sådan vi blev betragtet: små børn med store personligheder, der skulle have optimale udfoldelsesmuligheder.
Også modsat Thilde, der har gået i almindelig kommuneskole i Herlev, hvor hun pjækkede det meste af niende sammen med klassens smarte dreng, og aldrig kom op i tiende. Aldrig blev bakket op af sin mor, der havde svært ved at klare sit eget liv.
Mens jeg skrev Thildebøgerne, tog jeg ud på skoler og snakkede med syttenårige piger og drenge. Lagde mærke til hvad de havde på, hvad de gjorde ved hår og tøj, hvad de fortalte om deres hverdage og weekender, og hvad de sagde til hinanden. Jeg skrev det hele ned. Når jeg gjorde det om dagen, sad og skrev noterne rent om aftenen, og spillede den musik, de har lånt mig næste dag, kunne jeg ikke undgå at komme godt ind i en syttenårigs liv. Når det gjaldt Thildes modstykke, den velbjergede Camilla, gik jeg ud i musikforretningerne og spurgte ekspedienterne, hvad en avanceret pige på 17, der går på Sankt Annæ gymnasium, mon ville spille til en fest fredag aften, Jeg spurgte, hvilken musik de solgte mest af, og til hvilke grupper af unge. Hvad synes de selv var bedst lige nu? Jeg spurgte en disc-jockey, om hun kunne låne mig tidens mest hørte dansemusik. Tilsammen gav det mig et billede af hvem der ville høre hvad og i hvilke situationer.
Stofmisbruget kendte jeg kun fra tressernes afprøvninger af euforisernde stoffer; jeg måtte ud og snakke med folk der arbejdede med afvænning i dag, nogle af dem tidligere misbrugere. Desuden har jeg en nær ven, der i årevis har lidt af røgskader efter et stort hashforbrug. Handlen og de barske afstraffelser i stofmiljøerne, fortalte de tidligere misbrugere om i detaljer. Nogle af dem levede stadig under jorden eller med en dæk-identitet for at undgå repressalier fra folk, der mente de skyldte dem penge.
Nogle lange spændende dage på Christiania gav mig indblik i Stadens gode og dårlige sider. Jeg fik både den officielle rundvisning og et par uofficielle.
Det næste skridt var indlevelsen, følelserne: hvordan føles det at være syttenårig? Hvordan reagerer man følelsesmæssigt på kammeraterne og de voksne? Hvordan har man det med sig selv?
Research er vigtigt, det er inspirerende, siger Christian Jungersen om sit arbejde med sin 82-årige hovedperson Poul Martin, men det er indlevelsen der er afgørende. For mig kom det langsomt, og igennem mig selv. Mit liv som upubliceret forfatter på understøttelse lignede jo på mange punkter det liv, en begavet pensionist lever. Desuden har de fleste tyveårige kendt til det at føle sig gammel lige pludselig. Efter at have beskæftiget mig længe med den periode, hvor Poul Martin var ung, have siddet og læst flere aviser fra 1930erne end fra det dagsaktuelle Danmark hver dag, kom jeg ind i hans sprogtone, begyndte måske også at tale lidt i de gammeldags vendinger. Jeg levede mig efterhånden igennem de år, der beskrives nærmere i bogen, og dermed mere og mere ind i rollen som 82-årig. Alder er en udvendig konvention. Det svære ved at skabe personer, er at få fat i deres indre liv og følelser. Det kommer når man lever sig ind i deres verden. Ligesom de skuespillere, der i flere måneder går rundt og føler sig som den rolle de skal spille. Det er selve indlevelsens mysterium.
Gik jeg rundt og var 17 år indvendig mens jeg skrev de tre bøger om Thilde? Både og. Jeg blev forelsket ligesom Thilde. Jeg genoptog sangen, fordi musik-researchen var inspirerende. Jeg hørte aktuel ung musik, der blæste håret af, og som ofte indeholdt en avanceret lyrik, der lå på linie med tidens fineste poesi på tryk, eller bedre. Sprogkunsten hos de unge musikere, f.eks. hos rapperne, er imponerede. Björks mærkelige sang, som jeg ikke syntes var sang, skulle jeg virkelig vænne mig til. Det varede længe, før hendes særlige stil begyndte at give genklang, så Thildes røgveninde Mia kunne sidde og sukke efter Björks:
    I play dead
    It stops the hurting
    I play dead
    And the hurting stops –
– mens hendes anden røgven, Lynet på tyve, mumler tøsepis og propper Kashmir ind i anlægget i stedet for. Det ville jeg ikke have kunnet skrive før jeg begyndte at spørge de unge hvem der hører hvad.
Den store arbejdsindsats, der skal til for at blive en habil klassisk sanger, kendte jeg kun fligen af, men fik rigeligt at vide ved at få lov at overvære nogle sangtimer på konservatoriet, snakke med sangelever derinde på forskellige stadier, og høre dem beskrive deres daglige sangarbejde.
Men hvordan har jeg kunnet ramme de unges omgangstone og Thildes sprog så præcist, undrer anmelderne alligevel, i de begejstrede omtaler.
Jeg har vel bare givet mig selv lov til at kæfte løs, fuldstændig uhæmmet, opfindsomt og grænseløst. Boltre mig, more mig.
Selvfølgelig er der nogen der har givet stikordet. Vi står altid på skuldrene af andre, og i dette tilfælde er det ikke mindst de Nørrebrodrenge, jeg er omgivet af (snart ældre familiefædre), som har givet mig bøgernes blomstrende sprog. En af dem nede i gården insisterer på at kalde mig den milde sommerbrise, en anden forsyner naboerne med tilnavne som Benny Bomstærk, Knægten, Kjeld Knaldert, der ikke har nogen knallert, Knægten osv.
Litterært var der nogle bøger, der gav mig et grundlag, uden hvilket jeg ikke havde kunnet skrive Thilde: Suleima Hinds meget bevægende debutbog Voxeværk om en gadepiges liv, og Dortea Birkedals fandenivoldske bøger, der altid har en kvindelig hovedperson med særlige talenter og svagheder, som vover sig ud i eller bliver anbragt i ekstreme situationer, som hun så skal redde sig hjem fra. Birkedals vildtvoksende produktion, som inkluderer to realiserede spillefilm, er et af Danmarks mange underbelyste forfatterskaber.
Når jeg underviser i personopbygning på mine skrivekurser derimod, går jeg helt anderledes kontant til værks. Vel at mærke hvis der er problemer. Sommetider lever personerne på papiret fra første sætning, og fungerer bare gennem flere hundrede sider. Forfatteren bærer sine personer ubesværet frem.
Andre gange går man i stå. Ved ikke hvordan personen reagerer i en bestemt situation, hvordan hun taler eller klæder sig. Så er det, skrivelæreren kan give nogle redskaber til at bygge en fiktiv person op.
I mine skrivebøger har jeg beskrevet forskellige måder at gribe sagen an på. Især bogen Skriv en film er grundig på dette område, fordi jeg har set så mange halvfærdige, utroværdige fiktive personer på papir og på filmlærredet, som skulle have været hjulpet bedre på vej. De unge på mine filmmanuskriptkurser, synes det er sjovt at arbejde med figurerne. Deres tale, mimik og indre grammatik. Børn og unge ser så mange levende billeder, at det falder dem let at tænke sig ind i film- og tv-mediet. De kan som regel deres personer når de begynder at skrive. Hvis de skriver længe og seriøst, kan de få brug for at række længere end deres evner når, og må bygge personens biografi op, kende hende el. ham som en skuespiller kender sin rolle.
En stor engelsk skuespillerinde modtog en gang instruktion af en ung instruktør: De går hen til vinduet, siger Deres replik, og derefter over til stolen og –
Yes my dear, svarede den store dame, and then I’ll do that little bit of extra that I’m being payed so much for.
Det er dette, kunstnere gør: i vores arbejder giver vi that little bit of extra som gør, at resultatet bliver kunst.
Det er bare ikke ret ofte, vi bliver betalt so much for det.
© 2003